Prusa (nu Bursa i det nuværende Tyrkiet) var en by ved foden af Olympos-bjerget i oldtidsriget Bithynien i det nordvestlige Lilleasien.

Faktaboks

Også kendt som

Prusa ad Olympum

Oprindelse

Ifølge traditionen var Prusa grundlagt på initiativ af Roms ærkefjende Hannibal, som efter Karthagos nederlag flygtede til Bithynien og fra 188-183 f.v.t. fungerede som flåderådgiver for kong Prusias 1., der lagde navn til byen. Den nye by havde en akropolis, der var let at forsvare, varme kilder nær byen og store tømmerressourcer i bjergene mod syd. Til gengæld savnede den en havn; afstanden til Marmarahavets kyst er ca. 20 kilometer.

Romersk tid

I 74 f.v.t. kom kongeriget Bithynien, og dermed Prusa, under romersk herredømme. Vor bedste kilde til byens historie er en samling taler af Dion af Prusa, der var aktiv som kommunalpolitiker i årene 78-110 e.v.t. og giver et levende indtryk af de interne konflikter inden for byens overklasse. Antikken igennem synes Prusa at have nydt en stilfærdig velstand, men byen stod altid i skyggen af nabobyerne Nikaia og Nikomedia.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig