Petronius

Hovedpersonen og jeg-fortælleren er en ung mand af god dannelse, men af beskedne kår, Encolpius (bogstaveligt oversat ”Skødebarn”). Den overleverede del af handlingen udspiller sig hovedsageligt i Campanien, hvor man mærker blandingen af græsk og romersk kulturel indflydelse.

Romanens struktur lader til at have været episodisk. Encolpius går fra den ene svære situation til den næste, og undervejs skifter han rejseledsagere flere gange. Hovedhandlingen tjener ofte som en rammefortælling, hvori mindre episoder og digte er indlejret.

Man skal altså ikke forestille sig en roman i moderne forstand med en afrundet handling og karakterer, der udvikler sig, men snarere noget i tråd med det 16. og 17. århundredes skælmeromaner, der i høj grad var inspireret af Petronius.

Den mest berømte scene, som vi har næsten i sin fulde udstrækning, er en banket hos den stenrige frigivne Trimalchio. Trimalchio, en brovtende stymper, er forhippet på at fremstå dannet og kultiveret og har inviteret alle lærde på egnen. Disse kan dog dårligt få et ord indført, og selskabet domineres af mere folkelige adspredelser, såsom gyserfortællinger.

Encolpius er forelsket i den unge mand Giton, sandsynligvis en slave, men har en rival i sin anden ledsager, den lyssky eventyrer Ascyltos. Netop som Encolpius undslipper Ascyltos med Giton ved Trimalchios selskab, bliver han forviklet med den vandrende retoriker og digter Eumolpus, der også udvikler en forkærlighed for Giton. Homoseksuelt trekantsdrama er altså et af fortællingens mest gennemgående temaer.

Alle står for skud i Satyrica; hykleriske lærde, lystne fruer, fremturende nyrige, griske handlere, krybende snyltere og havesyge arvejægere. Den konstante parodi gør det ofte svært at udlede en egentlig morale af værket.

Det er for eksempel uklart, når Encolpius beklager sig over talekunstens forfald i floromvundne retoriske vendinger, om det er Petronius’ egen mening, der kommer til ytring, eller parodisk pastiche af den slags klager, som vi finder ytret oprigtigt i Tacitus’ Dialog om retorikerne. For så vidt der kan siges at være en målestok, er det forfatterens egen sans for den gode smag.

Humoren svinger mellem det rå og det ætsende, forholdet til er sex kontant og usentimentalt, og ingen af skikkelserne kan kaldes sympatisk. I disse henseender adskiller Satyrica sig stærkt fra de idealiserede og romantiske græske romaner, som vi har fra antikken. Den passer dog godt overens med Apuleius’ Gyldne Æsel.

De indsatte fortællinger passer godt overens med den slags vandrehistorier, der var på mode på tiden og gik under navnet 'Milesiaka', det vil sige Milet-historier.

På grund af den udbredte sammenblanding af bogstaverne ”y” og ”i” i middelalderlige håndskrifter, er det ikke sikkert, om værkets titel skal læses som afledt af ”satyr”, altså en allusion til de græske satyrspil, eller som afledt af latinsk ”satura/satira”. I første tilfælde kan titlen tilnærmelsesvis oversættes ”burlesker”, i andet ”satiriske fortællinger”.

Titlen anføres ofte som Satyricon. Dette er en genitiv flertal med underforstået libri,”Satyricas bøger”. Ligesom Georgicon og Metamorphoseon er dette ved at gå af brug.

Særligt kendetegnende for Satyrica er den naturalistiske sprogbrug. Retorikerne taler i pænt poleret prosa, som vi kender det fra de fleste latinske forfattere, mens Encolpius taler et løst og afslappet overklassetalesprog fuldt af slang og græske modeord. Slaverne og de frigivne derimod taler et råt og ofte grammatisk ukorrekt sprog, der ligner det, vi finder i graffiti fra tiden, særligt dem fra Pompeji. Det gør Satyrica særligt interessant for sprogforskere.

Satyrica nød en vis udbredelse i senantikken, hvor Petronius til tider citeres som fornøjelseslæsning.

Det obskøne indhold forhindrede den dog i at nyde lykke i middelalderen. Alle de fragmenter, vi har, lader til at gå tilbage til et enkelt ufuldstændigt manuskript fra det 9. århundrede.

I løbet af det 15. og 16. århundrede fandt renæssancehumanisterne forskellige uddrag rundt om i biblioteker i Europa. Det store gennembrud kom, da man fandt det manuskript, som indeholder Trimalchios middag i Trogir i Kroatien.

I alt har vi omkring 30.000 ord eller henved 70 trykte A4-sider, en brøkdel af helheden. Ifølge det mest sammenhængende manuskript består den tekst, som vi har, af uddrag fra 15. og 16. bog. Hvis det passer, at vi kun har en tiendedel, må Satyrica oprindeligt have været på længde med Lev Tolstojs Anna Karenina, hvis ikke væsentligt længere.

30.000 ord er dog meget højt sat for indholdet af to antikke skriftruller, der normalt ikke overskred 10.000 ord. Til sammenligning indeholder Apuleius’ Gyldne Æsel omtrent 53.000 ord fordelt på 11 ruller. Det ville også være den længste roman fra antikken. Mange forskere betvivler derfor, at manuskriptangivelserne er tilregnelige.

Ifølge Tacitus (Annales 16.18) var det særligt Gaius Petronius’ veludviklede æstetiske sans, der vandt ham Neros yndest, og hans rolle ved hoffet var som elegantiae arbiter eller ”smagsdommer”. Dette var dog hverken hans navn eller formelle titel. Senere latinske forfattere såsom Macrobius og Sidonius bruger Arbiter som forfatterens cognomen, og det lader til at være det navn, som han var almindelig kendt under i senantikken. Arbiter kunne have været Gaius Petronius’ nom de plume.

Gaius Petronius besad mange af de egenskaber, som man ville vente at finde hos forfatteren til Satyrica. Han var en højtuddannet litterat og begavet digter med dramatisk flair og en udpræget libertinsk livsstil. Men siden Petronierne var en veletableret senatorfamilie med flere fremtrædende repræsentanter fra det andet århundrede f.v.t. indtil det vestlige Romerriges undergang, må den beskrivelse formodes at have passet på adskillige medlemmer af slægten.

Det er fristende at se Trimalchios smagløse udskejelser og tomme prætentioner om lærdom som en parodi rettet mod Nero og hans håndgangne frigivne. De riges løsslupne liv er dog et stedsegrønt emne blandt romerske satiriske forfattere.

Petronius lader til at have et nært kendskab til Lucan. Dette kan især mærkes i et langt digt lagt i munden på Eumolpus om borgerkrigens begyndelse (Satyrica 119-124), der bedst kan forstås som en parodi af både Lucans værk Pharsalia og af den litterære kritik, som det epos blev underkastet i samtiden.

Som Neros hof-æstet ville Gaius Petronius have været bedre stillet end de fleste til at stifte et tidligt og dybdegående kendskab med Pharsalia. I så fald må han have arbejdet hurtigt. Størstedelen af Pharsalia blev først tilgængeligt ved Lucans selvmord i 65, og Gaius Petronius’ eget selvmord fandt sted i 66.