Peter Elfelt var en dansk fotograf og filmpioner. Peter Elfelt etablerede sig 1890 i København og blev 1900 kongelig hoffotograf.
Han lavede gode portrætter i traditionel stil og af håndværksmæssig kvalitet; hans kundekreds omfattede det højere borgerskab, scenekunstnere, embedsmænd og kongehusets medlemmer.
Firmaet udviklede sig til et af landets førende fotografiske atelierer, og som driftig forretningsmand udgav Elfelt også andre fotografers billeder, bl.a. stereoskopoptagelser.
Han havde et nært samarbejde med kamerakonstruktøren J.P. Andersen (Nellerødmanden), hvis fotografiske kameraer han fik eneret på at forhandle. Desuden leverede Andersen 1896-97 det filmkamera, hvormed Elfelt som den første i Danmark optog levende billeder.
Peter Elfelts første film var reportagefilmen Kørsel med grønlandske Hunde (1897), og de følgende år optog han en række film om borgerskabets liv og kongefamilien samt Danmarks første balletfilm. I 1903 indspillede han Danmarks første spillefilm Henrettelsen, der havde en spilletid på to minutter.
Peter Elfelts film og negativer findes på Det Danske Filmmuseum, Danmarks Radio, Københavns Bymuseum og Det Kongelige Bibliotek.
Kommentarer (1)
skrev Thomas Hauerslev
Kære Mette,
Måske er du interesseret i vores artikel om pionerbiograferne og menneskerne bag de første år med film og biografer i Danmark. Vores konklusioner rykker ved det fremherskende billede af hvem der gjorde hvad. Kørsel med grønlandske Hunde (1897 - kan ikke være fra 1897, og den har aldrig været vist i biografen. Jens Poul Andersens kamera nummer 262 er fremstillet imellem 1900 og 1902 ifølge JPA registrant af Dansk Fotohistorisk Selskab. Elfelt var ikke den første til at lave film, der var derimod Vilhelm Pacht, og "Henrettelsen" havde premiere 14. januar 1900 i Panorama Hafnia
https://www.biografmuseet.dk/nyheder/2026/130/index.htm
Hilsen Thomas, fagansvarlig for biografer på lex
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.