Peder Grubbe

Peder Grubbe tilhørte Ordrup-linjen af den sjællandske Grubbe-slægt. Ordrup-Grupperne var i start-1300-tallet en lokalpræget slægt tilknyttet egnen vest for Roskilde, men ligesom Gunderslevholm-linjen tilhørte de samtidig Sjællands højaristokrati. Tersløse- og Orebjerg-linjerne var derimod fattigere og mindre magtfulde. Peder Grubbe var formentlig søn af den Peder Grubbe, som nævnes i 1290'erne, og bror til Jens Grubbe. Hans første ægteskab var med en datter af den sjællandske stormand Oluf Fleming, og med hende fik han sønnen Niels.

Peder Grubbe og broren Jens fik formentlig ridderslag af Erik Menved, og han ses ved kongens side ved det jyske bondeoprørs overgivelse i 1313, forliget med hertug Erik af Slesvig i 1315 og forbundet med greverne Gerhard og Johan af Holsten i 1316. Peder spillede dog ikke nogen særlig politisk rolle under Erik Menved. Broren Jens støttede derimod kongens bror og fjende hertug Christoffer (2.).

Senest i 1320 blev Peder Grubbe gift med Arine, datter af Oluf Tagesen (Saltensee af Tystofte), og broren Jens blev samtidig gift med Arines søster Else. Gennem ægteskabet erhvervede Peder nogle af den afdøde svigerfars omfattende godser på det sydvestlige Sjælland, herunder hovedgården Stude. Med Arine fik han datteren Gertrud, og hans resterende døtre kom måske af dette ægteskab.

Peder Grubbe kan have deltaget i oprøret, som fordrev Christoffer 2. i 1326. Samme år beseglede han barnekongen Valdemar 3.s håndfæstning og deltog i danehoffet i Nyborg. Hans vigtige stilling på Sjælland ses også i 1327-1328, hvor han var med i et landsnævn på landstinget i Ringsted, som skulle afsige kendelse i en sag mellem Roskilde Skt. Agnete Kloster og junker Erik Valdemarsson.

Senest i 1328 var Peder Grubbe blevet medlem af Valdemar 3.s kongelige råd og indgik derved i den regeringskreds, som anførtes af rigsforstanderen grev Gerhard af Holsten og marsken Ludvig Albertsen (Eberstein). Således deltog han i regeringens politik om at støtte hertugerne af Pommern-Wolgast i deres krig med fyrsterne af Mecklenburg og Werle, som understøttede den fordrevne kong Christoffer.

I den kongeløse tid i 1330'erne var Peder Grubbe fortsat en af de mest fremtrædende stormænd på Sjælland, især i kraft af sine forbindelser med egnens aristokrati. Sønnen Niels giftede sig med en fornem kvinde, idet han før 1346 ejede det gamle Hvide-gods Stigs Vedby. Døtrene Margrethe, Kirstine og Gertrud blev på ukendte tidspunkter gift med henholdsvis Erik Hasenberg, Henneke Moltke og Erik Barnumsen (Skarsholm). Svigersønnerne var alle sammen sjællandske stormænd, og den sidstnævnte var kongeligt beslægtet.

Peder Grubbe havde også gode forhold med diverse gejstlige stiftelser. I 1329 indtrådte hans datter Else som nonne i Roskilde Skt. Agnete Kloster, som han i samme forbindelse donerede en gård til. I 1333 pantsætte han gods til Antvorskov Kloster, og i 1336 gav han gods til biskop Jens Nyborg af Roskilde.

Da Valdemar Atterdag blev konge over det pantsatte Danmark i 1340 og begyndte at genindtage Sjælland, var Peder Grubbe hurtig til at træde i hans tjeneste. Således ses han som en af Valdemars riddere i dennes forhandlinger med kong Magnus Eriksson i Helsingborg i 1341. Peder Grubbe døde senest i 1344, hvor enken Arine pantsatte gods til Roskilde Sct. Clara Kloster.

• Danmarks historie i middelalderen
• Erik Menved
• Christoffer 2.
• Valdemar 3.
• Valdemar Atterdag

• Middelalderen i Lejre Kommune
• Middelalderen i Slagelse Kommune

• Kanstrup, Jan: "Valdemar IIIs regering og Christoffer IIs tilbagekomst", i Historisk Tidsskrift, rk. 12, bd. 6, hf. 1-2 (1972).
• Ulsig, Erik: Danske adelsgodser i middelalderen (1968).