Nerva

Nervas familie kom fra den latinske koloni Narnia. Så vidt vides bestred Nerva ikke nogen guvernørposter eller andre højtrangerende administrative embeder, men var populær hos Nero, der beundrede Nervas poesi.

Han var ligeledes populær blandt flavierne, dynastiet efter Neros død, der ellers i høj grad distancerede sig fra Nero efter borgerkrigene i firekejseråret. Nerva blev således ordinær konsul (altså den første konsul i et nyt år, hvilket var den mest prestigefulde post, man som senator kunne bestride) to gange, først i 71 under Vespasian og derefter i 90 under Domitian. Han var endda konsul sammen med kejseren i begge tilfælde, hvilket gjorde udnævnelserne endnu mere glorværdige.

I 96 døde Domitian, den sidste af de flaviske kejsere: han var, ligesom Caligula og Nero, blevet højst upopulær blandt senatorerne, fordi han ikke respekterede den traditionelle kejserlige selviscenesættelse, hvor kejseren præsenterede sig selv som en senator, der var først blandt ligemænd i forhold til eliten, og ikke en monark. Domitian terroriserede også i nogen grad senatorerne.

Dette førte til et komplot, hvor Domitian måtte lade livet. Kejsermagten blev tilbudt til adskillige andre, før man til sidst vendte sig til Nerva. Han var af en god familie og havde erfaring inden for politik. Han var ikke en af de ledende senatorer, og måske netop derfor var han en acceptabel kandidat for de forskellige faktioner i senatet.

Nerva viste sig med det samme som en ganske anden slags ledertype end Domitian: Hans mønter blev således prydet med ord som ”frihed”, ”lighed” og ”retfærdighed”, hvilket klart signalerede en anden tilgang til kejsermagten end den, Domitian havde. Sidstnævnte blev udsat for damnatio memoriae, hvilket betød, at alle hans statuer og andre afbildninger samt indskrifter med hans navn blev ødelagt.

Nerva lod dem af Domitians modstandere, der var blevet sendt i eksil vende tilbage, gav konfiskerede ejendomme tilbage til deres oprindelige ejere og viste mådeholdenhed i sin accept af forskellige æresbevisninger. Nerva færdiggjorde også det såkaldte forum Transitorium, der var blevet begyndt af Domitian.

Nervas regeringstid er ofte blevet set som begyndelsen på en guldalder, men der var visse problemer i hans korte regeringsperiode: Pres for at udrense Domitians tidligere støtter skabte uro, og der var sågar et plot mod Nerva i Rom, som dog slog fejl. Soldaterne, som Domitian havde været populær hos, var tæt på at gøre oprør, da Domitian døde, og prætorianergarden pressede Nerva til at indvillige i at henrette den gruppe af senatorer, der havde myrdet Domitian.

I oktober 97, i en periode med stigende politisk uro, adopterede Nerva Trajan, statholder i Germanien, som sin søn og arvtager. Nerva døde den 28. januar år 98 og overlod tronen til Trajan.

De antikke kilder og moderne forskning fremstiller ofte adoptionen af Trajan som indledningen til et nyt politisk system, hvor den bedste senator blev valgt af kejseren. Herefter valgtes Hadrian, Antoninus Pius, Lucius Verus og Marcus Aurelius nemlig som kejsere ved adoption, indtil sidstnævnte lod sin biologiske søn, Commodus, overtage magten.

Denne periode under adoptivkejserne er ofte blevet set som en gylden tid i romersk historie, og allerede få årtier efter Marcus Aurelius’ død skrev den senatoriske historiker Cassius Dio i sit værk om Roms historie, idet hans fortælling bevægede sig fra Marcus Aurelius til Commodus, at ”vores historie bevæger sig nu fra et gyldent kongedømme ned til ét af jern og rust.”

Ved nærmere eftersyn bliver billedet mere komplekst. Nerva havde sandsynligvis ikke andet valg end at adoptere en arving: Jan var en ældre mand uden børn, hvilket gjorde, at der var usikkerhed omkring arvefølgen, og denne usikkerhed skabte grobund for potentielle tronranere.

Trajan var populær hos soldaterne, havde haft en imponerende karriere og var tæt på Rom, samtidig med at han var den måske mest magtfulde general i Romerriget grundet sin kontrol med de mange legioner ved Rhinen. Han var derfor et fornuftigt, men måske også uundgåeligt valg som næste kejser. Havde Nerva ikke valgt Trajan, risikerede man, at Trajan havde taget tronen med magt.

Derudover er det tvivlsomt, om der egentlig var et fasttømret system for adoption af den næste kejser, idet den første kejser med en biologisk søn, Marcus Aurelius, lod sin søn arve tronen.

• adoptivkejserne
• Hadrian
• Antoninus Pius
• Lucius Verus
• Marcus Aurelius