Mikronesien

De mikronesiske folk har en række fælles traditionelle livsformer, men der er også regionale forskelle. Tidligt var en spredt familiebaseret bosætningsform udbredt, og egentlige landsbyer og byer var sjældne i føreuropæisk tid. Mikronesiske samfund var kendetegnet ved en slægtsbaseret organisation med sang, dans, fortællekunst og kropsdekoration som grundlæggende udtryksformer.

Flere af de små øsamfund har været matriarkater, og det ses bl.a. i dansekulturen, hvor kvinder indtager en vigtig rolle. Dansene udføres i grupper, ofte siddende, og bevægelser og rekvisitter tager afsæt i folks hverdagspraksisser, der relaterer til havet, bådene, fiskeriet og naturen. Dansene er en naturlig del af de ceremonier, som markerer højtiderne i samfundet, kvindelige initieringsfester, besøg fra andre øer, religiøse fester mv. Sangtekster udgør dansens grundlag, og bevægelserne kan være abstrakte. Men de kan også være mimende efterligninger af dyr, ofte fugle (fregatfugle), krigsscener, kærlighedsscener eller fiskeri, og inkludere shamanistiske trancetilstande. Især Kiribati har en veludviklet dansetradition.

Samfundsorganisationen afspejler de forskellige typer af øer og øgrupper. Således er den udvidede familie den væsentligste samfundsenhed i Kiribati og på Marshalløerne. Begge er øgrupper, der udelukkende består af lave øer (koralatoller). På høje vulkanske øgrupper som Yap og Chuuk (Truk) udvikledes høvdingedømmer med klart afgrænsede hierarkier. Tidligere havde høvdingedømmer på de vulkanske øer dominans over omkringliggende atoller, men de fungerede tillige som refugier, hvor befolkninger fra lave øer kunne opholde sig i perioder efter ødelæggende cykloner.

På Yap var befolkningen inddelt i to hovedklasser, hvor den ene kontrollerede al dyrkningsjord. Mikronesisk arveret følger fortrinsvis kvindelinjen. Undtagelser er Kiribati og det sydlige Palau. Ægteskaber er altovervejende monogame.

I århundreder besad mikronesierne en yderst avanceret navigationskunnen, der satte dem i stand til at rejse mellem fjerntliggende øer og atoller i små udliggerkanoer. De bestemte positioner og navigerede bl.a. ud fra indgående kendskab til havbølgernes interferens.

Ifølge den mikronesiske religion befolkes kosmos af guder og naturånder, og myterne fortæller, hvordan verden blev skabt af enten en mandlig eller en kvindelig guddom og om gudernes (herunder tricksterguden Olofats) bedrifter i urtiden. Men afgørende i religionen er forfædrekulten. Ritualerne centreres om kraniedyrkelse, og forfædrene påkaldes af medier (makana), gennem hvilke de bekendtgør deres mishag eller velvilje over for slægten.

Mandlige magikere tager sig af livets kritiske udfordringer, og de bekæmper hekseri og trolddom. Ritualer udført i forbindelse med døden er de vigtigste af overgangsriterne, men pigernes første menstruation markeres også med indviklede ritualer. Markernes frugtbarhed og menneskenes helse varetages af kvinderne.

De første folk i området kom oprindelig fra Indonesien og Østasien, og de slog sig ned i den vestlige del af Mikronesien ca. 3500-2000 f.v.t.

Siden 1521 har rivaliserende fremmede magter præget udviklingen. Den hårdhændede spanske kolonisering, som begyndte i Marianerne i 1668, krævede mange menneskeliv som følge af indførelse af nye sygdomme, tvangsforflytninger og tvangskristninger.

Efter tabet af Guam til USA i 1898 trak Spanien sig året efter ud af Mikronesien, mens Tyskland og Storbritannien oprettede protektorater på hhv. Marshall- og Gilbertøerne. Fra 1. Verdenskrig overtog Japan kontrollen med det meste af området og styrede det på et mandat fra Folkenes Forbund. Efter 2. Verdenskrig overtog USA kontrollen, idet det over for FN forpligtede sig til at udvikle befolkningerne til selvstyre og uafhængighed. Øernes strategiske betydning og få økonomiske resurser har gjort uafhængighedsprocessen lang og vanskelig.

• Guam
• Polynesien
• Melanesien