Meidumpyramiden bygget af Snofru. Til venstre ses mastabagraven tilhørende en ukendt person.
Af .
Licens: CC BY SA 2.5

Meidum er en landsby og et område ca. 75 km syd for Cairo. Stedet er mest kendt for en pyramide og gravplads fra det Gamle Rige (ca. 2686-2125 f.v.t.).

Pyramiden

Meidumpyramiden, som utvivlsomt er bygget af kong Snofru fra det 4. dynasti (ca. 2613-2494 f.v.t.), var oprindelig en trinpyramide med syv, senere otte trin, der efter udfyldning og beklædning af ydersiderne blev til en rigtig pyramide med glatte sider, ca. 92 m høj. Uden det meste af sin ydre beklædning fremstår den nu som et firkantet tårn.

Mastabagrave

De omkringliggende, samtidige privatgrave, der rummede mesterværker inden for egyptisk maleri og skulptur, viser, at Meidum engang var en betydningsfuld lokalitet. Adskillige store mastabagrave blev bygget relativt tæt på pyramiden og to af dem, M16 og M6, tilhørte sønner af Snofru: Nefermaat og Rahotep. Ejeren af den største mastabagrav i området, M17, er desværre ukendt, men var sandsynligvis også relateret til Snofru, idet graven ligger lige ved siden af pyramiden.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig