Loke

Lokes placering mellem aser og jætter gør ham til en markant dobbeltskikkelse. Han er en dæmonisk figur: ustadig, upålidelig, intelligent, drillende og mangetydig. Han kan skifte udseende og endda køn, og han kan forvandle sig til hvilket som helst andet levende væsen. En sært lokkende og skræmmende figur, evigt skiftende og fuld af fiduser. En gøgler, en outsider, en oprører, en mellemmand; én, der har det som sin kunst at eksperimentere med sine omgivelser.

Loke optræder ikke i nogen rite og er ikke en guddom, der er tilknyttet en helligdom. Heller ikke person- eller stednavne rummer hans navn.

Til gengæld optræder han hyppigt i myter. En særstilling indtager eddadigtet Lokasenna, hvor Loke digter nidvers om hver af aserne, der er forsamlet til Ægirs drikkegilde. Her lægges fingrene ikke imellem, især ikke når det gælder frivole scener med asernes erotiske sidespring, liderlighed og hanrejstatus. Selv kaldes han her gang på gang umandig og tvekønnet ("en, der er mand og mor!"). Til sidst i dette digt straffes Loke på samme måde, som man hører om i myten om Balders død.

I myten om Odins hest Sleipner forvandler Loke sig til en hoppe og føder det gråskimlede føl Sleipner efter at have parret sig med hingsten Svadilfare, der tilhører en jætte. På en måde både skader og hjælper han her aserne: Det er ham, der har sat asernes væddemål med jætten om bygningen af muren om Asgård i gang, men hvis ikke han havde forvandlet sig til hoppen, ville jætten have vundet væddemålet og have bortført Sol og Måne og Freja.

Også i myten om Tjasse og Idun sætter Loke en katastrofe i gang og må selv redde kastanjerne ud af ilden. Det er ham, der må sørge for, at Idun vender tilbage til Asgård.

I myten om Geirrød bliver den uforsigtige Loke taget til fange af jætten Geirrød og må sværge at hente Thor til jættens hal - uden hammeren Mjølner.

I en fortælling om Frejas smykke Brisingamen er han en loppe, der bider den sovende gudinde, så hun vender sig, og han kan fjerne smykket.

I flere myter har han nære relationer til dværgene og deres smedekunst. I myten om Sifs guldhår er han først ude på gale streger, idet han klipper Sifs gyldne hår af hende; som straf tvinges han ned til dværgene og skal have dem til at udbedre skaden. De skaffer hende hår af guld og samtidig skibet Skidbladner til Frej og spydet Gungner til Odin. Også galten Gyldenbørste, ringen Draupner og hammeren Mjølner får Loke dværgene til at lave. Aserne mener stadig, at Loke fortjener straf, og derfor syr dværgene hans læber sammen, så han ikke længere kan udfolde sit nid.

Ofte er Loke på færd med Thor. De er et kosteligt par sammen, og Snorre fortæller nogle af sine bedste historier om disse to modsætninger. Myten om deres færd til Udgårdsloke er et højdepunkt: Her deltager Loke i væddekampene, men taber en kapædning til Lue, der viser sig at være den flammende ild. I denne myte er der ingen synlig konflikt mellem de to rejsekammerater. Dog kan man undre sig over, at deres modstander hedder Udgårds-Loke og er skrap i blændværkets kunst.

I Snorres version af Balder-myten spiller Loke en afgørende, ond rolle. Det er ham, der er skyld i, at Balders blinde bror, Høder, dræber sin bror med misteltenen. Endvidere er Loke skyld i, at Balder ikke kan vende tilbage fra dødsriget. I skikkelse af en jættekvinde, Tøkk, er han den eneste, der ikke vil græde over Balders død. Aserne straffer ham derfor på det grusomste med lænkning i en bjerghulen og dryppende slangegift. Straffen minder om den, guderne giver den oprørske kulturhero, Prometheus, i græsk mytologi (i Prometheus-myten er det dog en ørn, der hakker i hans lever) - et af de mange lighedspunkter i de indoeuropæiske religioner.

To andre tekster omtaler også Lokes straf. Den ene er - som nævnt - slutningen af Lokasenna. Den anden er Vølvens Spådom, hvor lænkningen med sønnens tarme strejfes i makabre billeder. Både Snorre og Vølvedigteren ser denne scene som et vigtigt skridt på vejen til Ragnarok. I Ragnarok skal Loke befries af lænkerne og anføre jætterne i kampen mod aserne. I Vølvens Spådom styrer han Muspelsønnernes skib Naglfar. Hos Snorre kæmper han mod Heimdal, og de dræber hinanden. En ejendommelig mytestump i skjaldedigtet Húsdrápa, delvis overleveret i Snorres Edda, beretter om en tidligere konflikt mellem Loke og Heimdal: Forvandlet til sæler kæmper de to om smykket Brisingamen.

• nordisk religion og mytologi