Konebådsekspeditionen

For at leve op til instruksen fik de to officerer Gustav Frederik Holm og Thomas Vilhelm Garde etableret en ekspeditionsgruppe, der foruden dem selv bestod af geolog, cand.min. Hans Knutsen (1857-1936) fra Norge, stud.mag. Peter Eberlin samt som tolke de to grønlandske brødre Hendrik og Johan Petersen. Hertil kom, at man efter ankomsten til Sydgrønland anskaffede fire konebåde (umiakker) og hertil hyrede kvindelige roere og mandlige styrmænd samt ni mandlige fangere med egne kajakker – en samlet besætning på over 30 personer. Ekspeditionen medbragte store forsyninger af proviant, men var alligevel i høj grad afhængig af kajakmændenes løbende fangst af havdyr.

Efter overvintring i Nanortalik blev der i foråret 1884 gjort klar til en ny ekspedition. Kateketen Hanseerak blev også tilknyttet som tolk. Den 5. maj afsejlede ekspeditionens i alt 37 personer fra Nanortalik med kurs mod østkysten. I slutningen af juli var ekspeditionen kommet så vidt (Tingmiarmiut), at den som planlagt blev delt i to: Holm, Knutsen, Johan Petersen, Hanseerak, kajakmand Samuel og seks roersker (Eva, Kristiane, Andora, Debora, Cæcilie og Severine) fortsatte nordpå i to både, mens resten af ekspeditionsgruppen under Gardes ledelse returnerede til vestkysten.

Holms gruppe var i den fortsatte sejlads nordpå jævnligt i kontakt med den lokale befolkning – dels ved at besøge kystens små bopladser, dels fordi flere af de lokale over længere strækninger ønskede at følges med ekspeditionsgruppen. I en af bygderne var der kun fem mænd og 16 kvinder, og som følge deraf var to unge kvinder blevet oplært som fangere på lige fod med mændene. Lidt længere fremme nåede ekspeditionsgruppen igdloluarsuk, der var det nordligste sted med lidt kontakt til Sydvestgrønland. Befolkningen, de derefter mødte, havde ikke før været i kontakt med europæere. Denne befolkning viste stor interesse for de mærkelige kavdlunakker (udlændinge), så det blev relativt let for Holm og Knutsen at foretage antropologiske studier og fotografere befolkningen.

En gruppe fra området ved Tasiilaq kom rejsende, fordi de havde hørt om kavdlunakkerne. Der blev udvekslet gaver, og man aftalte at følges ad på ekspeditionens videre rejse mod Tasiilaq.

Ved Pikiutdlek fik gruppen demonstreret inuits måde at fremstille ild på: En træpind blev sat ned i et hul i andet stykke træ og snurret hurtig rundt ved hjælp af en senetråd. De gnister, som herved opstod, blev pustet ind i en tot tørt græs, hvorved ilden fængede.

Den 23. august nåede gruppen frem til det nordligste punkt, som Graah havde besøgt: Kivdlak (Dannebrogs Ø), og den 30. august nåede ekspeditionsgruppen til den store Sermilik Fjord, der danner den sydlige afgrænsning af Angmagssalik-området (Tasiilaq). Dagen efter var de ved selve Angmagssalik, hvor der boede ca. 400 mennesker fordelt på 12 bopladser. Kun én havde tidligere set en hvid mand på en rejse langt mod syd. Det, der undrede befolkningen mest, var, at kavdlunakkerne ikke talte et forståeligt sprog.

Ekspeditionsgruppen fandt et velegnet lejrsted i nærheden af de lokale beboere. Herfra foretog de yderligere en mindre ekspedition mod nordøst til Erik den Rødes Ø og fik igen bekræftet, at der ikke var spor efter nordboerne. I løbet af vinteren levede ekspeditionsgruppen nært sammen med inuitbefolkningen ved Tasiilaq og gjorde værdifulde observationer om befolkningens hverdag og kulturelle udtryk: vinterboliger, trommedans, shamanisme, lampeslukningsleg, barnefødsler, navngivning, fester, proviant og meget mere.

Den 4. august 1885 rejste ekspeditionsgruppen fra Tasiilaq, og den 15. august var den tilbage på Grønlands sydvestkyst ved bopladsen Pamiagdluk. 14 dage senere kunne den rejse fra Grønland og var tilbage i København den 3. oktober 1885.