Kloop er et uafhængigt medie i Kirgisistan, der i 2024 blev juridisk lukket, og som nu delvis virker i eksil. Det har beskæftiget sig indgående med uddannelse og træning af journalister, og det er ét blandt flere medier i Kirgisistan, som har specialiseret sig i undersøgende journalistik.
Kloop blev grundlagt som et ungdomsmedie i 2006 af Bektour Iskender og Rinat Tukhvatsjin. Mediet har tidligere haft kontorer i Kirgisistans hovedstad Bisjkek og i storbyen Osj, men efter at Sadyr Zjaparov overtog præsidentembedet i årene 2020-2021, er forfølgelsen af journalister og medier i Kirgisistan tiltaget, og derfor opererer hele Kloops administration og ledelse nu i udlandet.
Kloop blev i 2024 af retten i Bisjkek og Højesteret i Kirgisistan juridisk lukket. Begrundelsen var, at medieaktiviteter ikke var beskrevet i organisationens vedtægter. I oktober 2025 blev Kloop og to andre kirgisiske uafhængige medier klassificeret som "ekstremistiske" af Retten i Oktoberdistriktet i Bisjkek.
I 2025 blev flere daværende og tidligere ansatte ved Kloop anklaget for ekstremisme ved retssager, der af det internationale samfund blev betegnet som justitsmord. To journalister og to bogholdere blev anklaget for at "opfordre til masseuroligheder" – for produktion af videoer, som hverken journalister og bogholdere havde noget med at gøre. Bogholderne og journalisterne blev i november 2025 løsladt, efter at deres dom blev ændret til en betinget.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.