Karl Verner

Karl Verner var en dansk sprogforsker, fra 1888 professor i slavisk sprog og litteratur ved Københavns Universitet. Verners internationale ry skyldes én enkelt opdagelse, udgivet i det tyske tidsskrift Zeitschrift für vergleichende Sprachforschung, 1876, under den beskedne titel "Eine Ausnahme der ersten Lautverschiebung" ("En undtagelse til den første lydforskydning"), senere verdenskendt som "Verners Lov".

Ifølge den første eller germanske lydforskydning (Grimms Lov, eller den Rask-Grimmske Lov) undergår de oprindelige lukkelyde en række systematiske forskydninger i germansk, i Rasks terminologi "bogstavovergange", således at de ustemte *p, *t, *k bliver til hæmmelydene [f], [θ], [χ], *b, *d, *g til p, t, k og *b^h, *d^h, *g^h til b, d, g. Problemet er bare, at disse overgange ikke sker altid. I nogle tilfælde svarer *p, *t, *k i stedet til de stemte hæmmelyde [β], [ð] og [γ]. F.eks. står gotisk broþar 'bror' i modsætning til fadar 'far' selv om de i beslægtede sprog som latin, frater og pater og sanskrit bhrátar- og pitár- indeholder samme slutsegment. I den sammenlignende sprogvidenskabs barndom i begyndelsen af 1800-tallet fandt man ikke den slags uoverensstemmelser specielt påfaldende. Man var endnu ikke nået til erkendelse af at lydovergange af natur er regelmæssige.

Verner har selv beskrevet hvordan han engang under en middagslur i småsyg og halvsovende tilstand kom til at tænke over det mærkværdige i, at ordene for 'far' og bror' ikke bare havde forskellige konsonanter på germansk, men også forskellig betoning på sanskrit, og overvejede om den lydlige forskel i de germanske ord mon kunne skyldes en oprindelig forskel i betoningen. Det viste sig at holde stik, og den erkendelse kom til at betyde et betydeligt fremskridt for den nye bølge af sprogforskere, de såkaldte junggrammatikere, der insisterede på et nyt dogme om lydlovenes undtagelsesløshed. Verner selv omformulerede det med vanlig forsigtighed til nulla exceptio sine regula (ingen undtagelse uden regel), dvs. "enhver undtagelse fra de i et sprog herskende regler må have en anledning, den være synlig for os eller ikke". I virkeligheden udgør hans store opdagelse ikke en egentlig undtagelse, men snarere en underordnet eller konditioneret lydlov.

Verners øvrige interesser og sparsomme bidrag til komparativ lingvistik og fonetik har ikke sat sig de helt store spor i videnskabshistorien. Hele hans virke var præget af beskedenhed og en beundringsværdig erkendelse af at han, som han selv skriver, havde "tilbøjelighed til at nyde, men utilbøjelighed til at yde".