Faktaboks

Justin Bieber
Født
1. marts 1994
Justin Bieber. Foto fra 2010.
Af .

Justin Bieber er en canadisk popsanger. Justin Bieber blev opdaget, idet pladeselskabsbossen Scooter Braun (født 1981) i 2007 faldt over videoer på YouTube af Bieber, der sang covers. Det gav Bieber en pladekontrakt, og på kort tid blev han en verdensstjerne og et stort teenageidol, særligt blandt piger. Biebers fangruppe henviser til sig selv som såkaldte Beliebers.

Album og musikgenrer

Bieber debuterede med EP'en My World i 2009 og fulgte denne op med sin debutplade My World 2.0 året efter i 2010. Herfra blev særligt sangen Baby et massivt internationalt hit. Musikalsk befinder Biebers udgivelser sig oftest i et spænd mellem pop og R&B, mens han på senere udgivelser som Purpose (2015) i samarbejde med musikeren Skrillex (født 1988) har taget fat på EDM (Electronic Dance Music). Bieber har udgivet i alt otte studiealbum, senest Swag og Swag II i 2025.

Priser og kommerciel succes

I løbet af sin karriere har Bieber opnået stor kommerciel succes, og han har været fast inventar på hitlister verden over gennem en lang årrække. Han har også vundet flere prestigiøse priser for sin musik, blandt andet to Grammys, otte Juno Awards og to Brit Awards. Ligeledes har han vundet massevis af MTV Awards, hvilket også flugter med, at flere af hans musikvideoer hører til blandt de mest sete på YouTube nogensinde. Videoen til førnævnte Baby blev i 2015 den blot anden video nogensinde til at opnå mere end en milliard views. Videoen til remixet af Luis Fonsis (født 1978) Despacito med Bieber på vokal er i dag den næstmest afspillede video på hele YouTube med omtrent 9 milliarder views.

Privatliv

Bieber har desuden været meget åben omkring at have kæmpet med stofmisbrug og med sit mentale helbred igennem dele af sin karriere. I 2018 blev han gift med Hailey Baldwin (født 1996), med hvem han har ét barn.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig