Jeunes-France

De unge romantikere var antiborgerlige og fulgte ikke normerne, men dyrkede gerne den fantastiske litteratur, som var blevet lanceret af Charles Nodier. Hovedpersonerne var Arsène Houssaye (1815-1896), Théophile Gautier, Gérard de Nerval, Pétrus Borel og Philothée O'Neddy (pseudonym for Théophile Dondey, 1811-1875), og deres litterære bidrag var digte og fortællinger.

Vigtig er Gautiers Les Jeunes France fra 1833 med undertitlen "Spøgefulde romaner" omfattende en fortælling med den sigende titel Élias Wildmanstadius. Gruppen holdt til hos Nerval i l'impassé Doyenné, et kondemneret kvarter, hvor nu place du Carrousel ligger. Den talte også malere som Célestin Nanteuil og Émile Wattier (1800-1868), og der blev ifølge Nerval malet ivrigt på vægge, paneler og døre.

Disse såkaldte små romantikere var apolitiske i modsætning til de store som Alphonse de Lamartine og Victor Hugo. De så sig som forkæmpere for en kunst, der sprængte de anerkendte rammer, ikke mindst poesien.

I forordet til Rhapsodies (1831) plæderer Borel for uafhængighed og frihed i digterisk sammenhæng. Gautier blev siden en repræsentant for kunsten for kunstens egen skyld, l'art pour l'art. Nerval mindedes senere det lille Cenakel som et særligt, litterært fænomen og beskrev det levende i Petits châteaux de Bohême (1852, Små fantasislotte), dediceret til vennen Arsène Houssaye, der havde deltaget i Juniopstanden 1832 og senere blev chefredaktør for tidsskriftet L'Artiste.

• Frankrigs litteratur i 1800-tallet
• romantikken

• Jasinski, René (1974). Préface : Théophile Gautier, Les Jeunes France. Paris: Flammarion.
• Steinmetz, Jean-Luc (red.) (1978). La France frénétique de 1830. Choix de textes. Paris: Éditions Phébus.