Hilda Hilst

Hilda Hilst blev anset for at tilhøre den brasilianske "1945 generation", blandt digtere som João Cabral de Melo Neto og Lêdo Ivo, der i en vis opposition til 1930ernes modernisme vendte tilbage til mere universelle poetiske temaer. Dog blev hun aldrig del af en litterær bevægelse, men blev ofte set som en ensom kontrast til den i São Paulo dominerende poetiske konstruktivisme.

Værket er omfattende og varieret og spænder over fem årtier. De første mange år var oplagene små, og selvom kritikkens modtagelse generelt var positiv, blev hendes bøger anset for at være vanskelige og utilgængelige for et større publikum.

Gennembruddet skete med udgivelsen af den erotiske trilogi i begyndelsen af 1990erne. I en erklæret appel til et bredt publikum, besluttede Hilda Hilst sig provokativt til at begive sig ind på pornografiens prosa og skrev O Caderno Rosa de Lori Lambi (Lori Lambis Lyserøde Notesbog, 1990), fulgt af Contos d`Escárnio – Textos Grotescos (Hånlige Fortælinger – Groteske Tekster, 1990) og Cartas de um Sedutor (Breve fra en Forfører, 1991). Denne sidstnævnte i direkte henvisning til Kierkegaards Forførerens Dagbog.

Kritikken så her en postmoderne pastiche, men den sarkastiske satire havde længe været undervejs i tidlige værker som i Qadós (1973), A obscena senhora D. (1982, på dansk Den uanstændige madam D, 2018) og i digtsamlingen Bufólicas (1992). I 1994 vinder Hilda Hilst den brasilianske Jabuti Pris for bedste fortælling med Rutilo Nada (1993).

• Com meus olhos de cão (1986, på dansk Med mine hundeøjne, 2020)
• A obscena senhora D (1982, på dansk Den uanstændige madam D, 2018)
• Kaktussen 21 Brasilianske Digtere (2024)