Efter studier i München virkede Hans Erlwein som Stadtbaurat ('stadsarkitekt'), fra 1898 i Bamberg og fra 1904 til 1914 i Dresden, hvor hans bygninger kom til at præge det moderne bybillede.
Blandt Erlweins mange projekter i Dresden er hans hovedværk kvæg- og kødtorvet, Vieh- und Schlachthof, der blev opført fra 1902 til 1910. Oprindelig bestod området af 68 bygninger i en sluttet og harmonisk helhed. Teknisk og funktionelt var det et af tidens mest fremadskuende projekter.
I forstæderne til Dresden opførte han skolebygninger i frie og lyse omgivelser, fx König-Georg-Gymnasium fra 1906.
I det traditionstunge Dresden-Altstadt føjede hans bygninger sig naturligt ind i bybilledet, således Gaststätte Italienisches Dörfchen, der afslutter Theaterplatz ud mod Elben, bygget fra 1911 til 1913.
Den monumentale Städtische Speicher, som blev opført i 1914 og kaldes "Erlweins pakhus", er i dag ombygget til hotel, mens gasbeholderen Gasometer fra 1907 til 1908 nu benyttes til kulturelle formål.
Det yndefulde Tempietto over Artesischer Brunnen i Dresden-Neustadt er opført i 1906. "Erlweins springvand", som det lille tempel kaldes, er et poetisk bidrag til den trafikerede Albertplatz.
Brandstationen Feuerwache Neustadt i Äussere Neustadt blev opført i 1916 efter Hans Erlweins tegninger. Bygningen havde funktion som brandstation helt frem til 2016.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.