Genève er Schweiz' næststørste by (efter Zürich), beliggende ved Genèvesøens vestlige ende på det sted, hvor søen har afløb til Rhône; 192.400 indbyggere (2012). Byen er hovedstad for kantonen af samme navn.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Byens tyske navn er Genf.
Genève er fransk kulturcentrum med universitet, grundlagt 1559 af Jean Calvin, kunstakademi og konservatorium. Det er en international by med mange fastboende udlændinge; den rummer FN's europæiske hovedsæde og hovedkvartererne for FN-organisationer som WHO, UNHCR og ILO foruden Internationalt Røde Kors, som blev oprettet her i 1864.
Byen har en verdenskendt urindustri samt fremstilling af smykker, emaljevarer og præcisionsinstrumenter. Desuden findes bl.a. vigtig kemisk industri og beklædnings- og levnedsmiddelindustri. Handels- og finansvirksomhed er ved siden af turisme byens vigtigste erhvervsgrundlag. Nordvest for Genève ligger den internationale lufthavn Cointrin, og der er forbindelse til Paris med højhastighedstog.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.