Fijis historie

Hollænderen Abel Tasman (i 1643) og briten James Cook (i 1774) var de første europæiske søfarere, der fandt til Fiji. Fra begyndelsen af 1800-tallet kom forskellige grupper af europæere til øerne: omstrejfere (beachcombers), handelsmænd, kristne missionærer og kolonister på jagt efter jord.

Europæerne var der på jagt efter resurser, især sandeltræ, hvaler og søpølser, og de betalte for den fijianske arbejdskraft med skydevåben. Den koloniale vold eskalerede og førte til indbyrdes rivalisering mellem fijianske grupperinger, mens den europæiske og amerikanske kolonialisme gradvist gennemtvang en både fysisk og kulturel undertvingelse af lokalbefolkningen. Presset på den oprindelige kultur var især resultat af, at europæerne fremstillede deres tilstedeværelse som en civiliserende indflydelse.

En brite forsøgte allerede i 1860'erne at overtale London til at annektere Fiji, men i første omgang var svaret, at man ville få for lidt ud af at administrere "nok en barbarisk race". Stigende bomuldspriser lokkede kolonister til øgruppen for at dyrke bomuld. Det blev starten på en periode, hvor kolonister begik landrov i jagten på dyrkbar jord.

Efterhånden som man trængte længere ind på hovedøen Viti Levu, opstod flere væbnede konflikter med de lokale, som hverken ville af med deres land eller tvangskristnes. Plantageproduktionen krævede arbejdskraft, og det skaffede man gennem blackbirding, et udtryk, der refererer til kidnapning af arbejdskraft fra andre steder. I dette tilfælde bl.a. fra Ny Kaledonien og Vanuatu. Briterne vedtog en Pacific Islands Protection Act i 1872 for at beskytte fijianerne, men det cementerede blot blackbirding-praksissen. Arbejdskraften blev behandlet som slaver, ligesom fijianske oprørere faktisk blev solgt som slaver.

I 1874 førte de interne kampe og rivaliseringen mellem de imperialistiske stater til britisk magtovertagelse, og Fiji var britisk koloni indtil 1970.

Briternes overtagelse førte ikke til nogen ændring af til plantagedriften. For at sikre arbejdskraft til de hvide kolonisters sukkerplantager indførtes mellem 1879 og 1916 flere end 60.000 indere. Ca. 40.000 indere tog tilbage til Indien efter 10 år i Fiji, hvor de kunne vende gratis hjem. Tusindvis af fijianere blev også rekrutteret som solgte slaver, når de nægtede at indordne sig. Deres land blev konfiskeret og solgt, så kolonimagten kunne sikre sig indtægter ad den vej.

Til de ødelæggende kolonikrige, landrov og slavegørelse skal lægges epidemier, som fx mæslingeepidemien i 1875-1876, der slog ca. 40.000 fijianere ihjel; cirka en tredjedel af befolkningen. På trods af de britiske straffeekspeditioner fortsatte fijianske oprørere med at kæmpe mod kolonimagten.

Allerede i 1874 havde briterne nedsat et hvidt kontrolleret råd, som i 1904 blev et egentlig valgt råd, men stadig styret af kolonister og den britiske administration. Efter 2. Verdenskrig fik Fiji begrænset autonomi, og med fijianske og Fiji-indiske medlemmer udvikledes en politisk kultur med konturer, der lignede strukturen efter selvstændigheden. Ved uafhængigheden i 1970 fik den nye stat en demokratisk forfatning, der skulle sikre den politiske balance med melanesiere i den ledende rolle.

Ved valget i 1987 kom imidlertid en koalition af Fiji-indere til magten, og en stærkt oppisket frygt blandt høvdingene og inden for det melanesisk dominerede militær førte til et militærkup. Regeringen blev afsat, og forfatningen suspenderet. Mange Fiji-indere forlod landet, og et civilt styre, der sikrer absolut melanesisk kontrol, blev indført.

Den politiske rivalisering mellem Fijis to store etniske grupper, de melanesiske fijianere og Fiji-inderne, fortsatte gennem 1990'erne og kulminerede i foråret 2000, da den melanesiske forretningsmand George Speight (født 1957) med en gruppe soldater tog den etnisk blandede regering som gidsler. Han forsøgte at gennemføre en forfatningsændring, hvorefter kun melanesiske fijianere skulle kunne besidde politiske poster. Kupforsøget blev fulgt af udbredt uro med plyndringer af Fiji-indiske forretninger og overfald. Desuden blev Fiji i en periode suspenderet fra Commonwealth.

Kupforsøget mislykkedes, og lederne blev idømt fængselsstraffe. Fiji var imidlertid fortsat politisk ustabilt. Regeringens forslag om amnesti til kuplederne fra 2000 medvirkede til at udløse et militærkup i december 2006, hvorefter kupmageren Frank Bainimarama (født 1954) kom til magten. Den fijianske højesteret fandt i 2009, at kuppet i 2006 var ulovligt. Det medførte en forfatningsmæssig krise, som til dels blev løst gennem den nye forfatning (2013), og valget efterfølgende.

Partiet FijiFirst vandt valget i 2014 og 2018, og det var ledet af kupmageren fra 2006, Bainimarama. I 2022 blev valget vundet af People's Alliance, ledet af Sitiveni Rabuka, kupmageren fra 1987.

• Fijis forfatning
• Fijis premierministre
• Fijis præsidenter
• Fiji