EU's handelspolitik

Ifølge Maastrichttraktaten er EU en toldunion. Der er forbud mod told i samhandelen mellem medlemslandene, mens der over for tredjelande fastsættes fælles toldsatser.

Som helhed er EU's toldsatser forholdsvis lave, dvs. ca. 5% i gennemsnit for alle varer. Toldsatserne for industrivarer er lavere og mere jævnt fordelt end satserne for landbrugsvarer. En række råvarer, fx træ, rågummi, uforarbejdet kobber, nikkel og tin, er ikke pålagt nogen eller kun meget lave toldsatser. Gennemsnitstolden er ca. 1% for råvarer importeret i EU. I modsætning hertil er tolden på de samme produkter i halv- eller helforarbejdet form over 5%.

Et af de vigtigste handelspolitiske virkemidler, som EU råder over, er antidumping-told, der i henhold til WTO-reglerne kan pålægges, hvis et land eksporterer varer til en lavere pris, end der tages på hjemmemarkedet. Forudsætningen for pålæggelse af antidumping-told er, at import af disse varer har forvoldt eller truer med at forvolde væsentlig skade på et lands industri.

Klager over dumpet import kan fremsættes enten via medlemslandenes regeringer eller direkte til EU-Kommissionen, som kan beslutte at iværksætte en undersøgelse. Beslutningen herom offentliggøres, og de berørte parter har mulighed for at fremkomme med deres synspunkter.

Kommissionen er bemyndiget til at pålægge foreløbige importafgifter i løbet af undersøgelsen, at acceptere forslag fra eksportørens side om mindstepriser eller at afslutte undersøgelsen, når der ikke har kunnet påvises dumping eller påført skade som følge af et tredjelands eksport.

Pålæggelse af antidumping-told afhænger derimod af accept fra et kvalificeret flertal i Ministerrådet. For kul, stål- og jernprodukter kan Kommissionen dog indføre antidumping-told uden at inddrage Rådet.

Fastlæggelse af dumping-margener sker for at udregne størrelsen af antidumping-tolden. De udregnes som forskellen mellem produktets normale værdi, helst på eksportørens hjemmemarked, og eksportprisen. Normal værdi er som oftest udregnet på basis af et vægtet gennemsnit for en bestemt periode. Som hovedregel fortsætter EU's antidumping-told i en periode på fem år.

Antidumping-told lægges hyppigst på kemikalier, men også maskiner, tekstiler, jern- og stålprodukter samt kontorudstyr og forbrugerelektronik rammes. Ca. 70% af antidumping-undersøgelserne i EU har været rettet mod medlemmer af WTO, de fleste mod Kina, Japan, USA, Canada, Hongkong, Singapore, Sydkorea og Taiwan. Antallet af antidumping-sager har været stærkt stigende siden 1990'erne og nåede i rekordåret 2001 348 sager fra 24 lande. I perioden 2010-2020 har antidumpingsager fra EU's side svinget mellem 112 og 150. Antidumping-told kritiseres ofte for at blive brugt mere end strengt nødvendigt, hvilket kan føre til velfærdstab for både den enhed, der pålægger told og den enhed, som pålægges tolden.

Der findes også en række såkaldte frivillige eksportbegrænsningsaftaler. De retter sig primært mod tekstiler, stål, maskiner, elektrisk og elektronisk husholdningsudstyr samt motorkøretøjer.

Årsag til etablering af en frivillig eksportbegrænsningsaftale er som regel en drastisk forøget eksport af en bestemt varegruppe fra et eksportland, hvorved EU-producenter af samme vare mister omsætning. Det er ifølge EU-reglerne tilladt at iværksætte beskyttelsesforanstaltninger, hvis der er tale om "betydelig skade". Efter at have afsluttet en undersøgelse og før der iværksættes en beskyttelsesforanstaltning, tilbydes handelspartneren mulighed for selv at fremkomme med et forslag til et passende eksportbegrænsningsarrangement. Aftalen skal efterfølgende godkendes af medlemslandene.

Ved Romtraktatens ikrafttræden i 1958 var hovedparten af de kvantitative importrestriktioner i Vesteuropa allerede blevet afskaffet gennem det arbejde, der havde fundet sted inden for OEEC, forløberen for OECD. Kun ca. 10% af samhandelen med industrivarer var i 1958 endnu underkastet kvantitative importrestriktioner. I 1962 var de fuldstændig afskaffet i samhandelen mellem EU-landene.

I samhandelen mellem EU og omverdenen opereres der dels med de tiloversblevne nationale restriktioner, der enten kan omfatte al import af en bestemt slags varer fra ikke-EU-lande eller være begrænset til bestemte lande eller landegrupper; dels opereres der med en lang række specifikke restriktioner for import fra daværende og nuværende statshandelslande; de er dog i vidt omfang ved at blive lempet.

De specifikke importrestriktioner udgør den del af de kvantitative restriktioner, som administreres af de eksporterende lande selv. Det drejer sig bl.a. om restriktioner på tekstil- og beklædningsområdet under MFA, Multi Fiber Agreement, og om såkaldte "frivillige eksportbegrænsninger".

Fravær af kvoter i de enkelte medlemslande betyder ikke nødvendigvis, at markedsadgangen ikke hindres af kvantitative restriktioner. Fx er importen af japanske biler, som er underlagt en kvote i Italien, begrænset af administrative importbarrierer i Frankrig og af en "industry-to-industry"-importbegrænsningsaftale i Storbritannien. Når det drejer sig om tv-apparater, begrænser Japan selv eksporten til EU. Også Frankrig og Italien har fastsat kvoter på området.

Fra 1.1.1988 har der eksisteret EU-regler om en fælles procedure til standsning af import fra tredjelande, når en EU-producent mener, at hans varemærker misbruges. EU-importforbud kan også være begrundet i beskyttelse af truede dyre- og plantearter.

Alt tyder på, at miljøspørgsmål kommer til at spille en større og større rolle for tilrettelæggelse af handelspolitikken; fx er der i EU vedtaget en række begrænsninger med hensyn til produktion og import af CFC-gasser, som virker nedbrydende på ozonlaget. Også politiske årsager og hensyn til menneskerettighederne har periodevis begrænset importen. Fx begrænsede EU under Falklandskrigen i 1982-1983 samhandelen med Argentina, og i 1990-1991 var al handel med Irak forbudt. Rusland har også været ramt af handelsrestriktioner fra EU's side siden besættelsen af Krim i 2014.

Set fra EU er USA blevet en noget vanskelig handelspolitiskpartner i de seere år. Det er problematisk, fordi det amerikanske marked for mange store europæiske virksomheder stadig er et helt afgørende. Sidste år modtog USA cirka 20 procent af vareeksporten fra EU.

Det bekymrer EU, at USA i den grad er i færd med at regionalisere sit økonomiske samkvem med omverdenen. USA’s mål er ikke længere at forbinde sig mest muligt med andre lande for dermed at skabe en gensidig afhængighed, som måske kan få demokratiet a la USA til at lyse i andre lande.

For EU’s vedkommende indledtes den forværrede økonomiske relation til USA ikke mindst, da Donald Trump overtog præsidentrollen i 2017. Med Joe Biden som præsident fra 2021 er linjen fra Trump imidlertid i betydeligt omfang fortsat, selv om retorikken er blevet mere urban. I visse tilfælde har Biden endda lagt yderligere sten i vejen for det, som ellers indtil Trump var USA’s hovedlinje i relation til EU. Nemlig at samhandelen og investeringerne mellem de transatlantiske partnere skulle foregå så gnidningsfrit som muligt.

Årsagen er naturligvis, at Biden ligesom Trump har en forestilling om, at den amerikanske arbejder- og middelklasse kan gavnes via en form for amerikansk protektionisme. De ser dybest set begge neo-merkantilistisk på handelspolitikken, hvor den enes gevinst er den andens tab. I stedet for – i overensstemmelse med sædvanlig økonomisk teori – at betragte international handel som et positivt sum-spil, hvor både importør og eksportør kan vinde på én og samme tid.

Målet med neo-merkantilismen er angiveligt at gå imod noget af den ulighedsbølge, som er skyllet hen over USA i de seneste årtier med stagnerende lønninger til arbejder- og middelklassen, mens de øverste socialgrupper har oplevet anderledes gunstige økonomiske vilkår. Biden og Trump har ikke villet eller kunnet anvende skattepolitikken, uddannelsespolitikken og andre håndtag til at stemme imod ulighedsbølgen. Tilbage er mere eller mindre effektfulde protektionistiske initiativer.

Reelt er den liberale såkaldte ’Washington konsensus’ fra slutningen af 1980’erne mellem Den Internationale Valutafond, Verdensbanken og den amerikanske regering – alle med hjemsted i Washington D.C. – i realiteten brudt sammen. Det gælder i hvert fald, når det drejer sig om, at frihandel bør være herskende doktrin i det økonomiske samkvem mellem lande. Ifølge Washington konsensus bør samhandlen mellem lande være baseret på, at markedsmekanismen i videst muligt omfang skal afgøre, hvilke lande der producerer de forskellige varer, hvilke lande de eksporterer dem til, og til hvilke priser handelen foregår.

Sådan ser den amerikanske regering ikke længere på tingene. Biden vil have flere produktionsarbejdspladser tilbage til USA uanset hvad. Den amerikanske industrielle base skal rekonstrueres. Amerikanske produktionskæder skal have langt færre ikke-amerikanske led. Også selv om prisen er, at den amerikanske økonomi delvis afglobaliseres. Resultatet er i forhold til importen fra Kina, at Bidens strategi allerede i indeværende år har medført et betydeligt fald. Der kommer allerede i år langt færre containere med kinesiske varer til de amerikanske havnebyer end tidligere, hvad A.P. Møller Mærsk mærker på bundlinjen.

Blandt de love og andre initiativer, som den nye amerikanske handelsstrategi er indlejret i, nævnes ofte en lov med et rent pengepolitiske navn, nemlig Inflation Reduction Act (IRA). I virkeligheden er der tale om et stykke industripolitisk lovgivning, som skal sikre et fremtidigt fundament for en betydelig amerikansk industriproduktion. IRA dækkes således alt fra tekniske og regulatoriske handelshindringer vis-a-vis omverdenen og til skatterabatter og direkte statsstøtte, som alt har som mål at få industrivirksomheder til at slå sig ned i USA og vedblive med at være der.

IRA, initiativer som US Chips Act, forskellige krav om lokalt indhold i statsstøttet produktion, diverse Buy American-initiativer osv. er måske ikke først og fremmest rettet mod EU’s eksportvirksomheder. Målet er snarere de kinesiske ditto. Men EU’s eksportvirksomheder rammes af den collateral damage, som den amerikanske beskydning af de kinesiske virksomheder indebærer.

USA’s politiske og økonomiske rivalisering med Kina har således konsekvenser for EU, som samtidig – dels på grund af egne beslutninger, dels som en reaktion på den øgede amerikanske protektionisme – taler åbent om, at man vil fremme EU’s såkaldte strategiske autonomi. Begrebet dækker bl.a. over, at EU forsøger at gennemføre en industripolitik, som sikrer en europæisk produktion med varer som elektroniske chips og adgang til såkaldte sjældne jordarter, som begge anvendes i forskellige former for højteknologisk produktion.

EU er imidlertid generelt mindre bekymret for Kina, end USA er. Det dækker dels over, at EU ikke ser sig selv som en del af en supermagtsrivalisering med Kina, som USA gør. Dels har flere EU-lande i modsætning til USA en stor og særdeles vigtig eksport til Kina, som kunne komme i fare, hvis EU søgte at begrænse den kinesiske eksport til EU a la den måde, som man gør i USA.

• industripolitik
• EU