Dubrovnik

Byen blev grundlagt i 700-tallet af romansktalende emigranter fra den antikke by Epidaurus (ved det moderne Cavtat). De søgte tilflugt på den lille ø Laus, hvor de gundlagte byen Ragusa. Direkte overfor på fastlandet grundlagte de slavisktalende indvandrere kystbyen Dubrava. I 1100-tallet blev den adskillende sund opfyldt og de to bosættelser smeltede i en by, mens det opfyldte sund siden har udgjort byens hovedgade, Stradun.

Dubrovnik var indtil 1204 under byzantinsk overherredømme, kom derefter under Venedig, men løsrev sig fra herredømmet i 1358. Derefter var byen nominelt under Ungarn indtil 1526, hvorefter den formelt anerkendte den osmanniske sultans overhøjhed. Reelt udgjorde byen dog en uafhængig republik, hvis territorium efterhånden omfattede ca. 175 kilometer af kyststrækningen. Den havde udstrakte handelsprivilegier i Osmannerriget, og handelsfolkene nåede helt til spansk Amerika. I 1600-tallet var by-republikkens befolkningstal ca. 90.000.

I maj 1806 blev Dubrovnik besat af franske tropper, i 1808 blev republikken formelt annekteret af Frankrig og i 1814 afstået til Østrig, som besad den til 1918; i 1918-1991 var den en del af Jugoslavien og siden 1991 en del af Kroatien.

På grund af sin historiske, symbolske og økonomiske betydning har byen gentagne gange været krigsmål. Senest i begyndelsen af krigene i det tidligere Jugoslavien 1991-1995 blev byen flere gange bombarderet under en otte måneder lang belejring af serbiske og montenegrinske styrker.

Krigen og de omfattende ødelæggelser ramte byens økonomi meget hårdt. Byen var nemlig siden færdiggørelse af den godt 800 km lange Adriaterhav-kystvej, Jadranska magistrala, i 1965 blevet et vigtigt turismecentrum i Jugoslavien. Efter 1995 er der blevet brugt store ressourcer på at gøre byen til et turistcentrum i det sydlige Kroatien, og i dag er der mange der mener, at masseturismen er blevet et problem.

Dubrovniks gamle bydel og bymur blev i 1979 optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.

• Dalmatien
• Split