Danbo er dansk halvfast gul ost.

Den er fremstillet af komælk. Osten er opstukket, og den modne ost har små huller samt 20-45 % fedt beregnet af ostens tørstof. Danbo fremstilles med forskellig grad af modning og dermed med forskellig lugt og smag.

Danbo er en dansk specialitet

Danbo er Danmarks mest solgte ost og betragtes ofte som Danmarks "nationalost". Ostens bløde konsistens skyldes et højere vandindhold sammenlignet med andre landes gule oste som gouda fra Holland, præsteost fra Sverige og emmentaler fra Schweiz.

Den halvfaste konsistens skyldes, at regeringen efter 2. Verdenskrig tillod danske mejerier 2% mere vand i gule oste for at strække de knappe ressourcer bedre.

Den bløde ost faldt i danskernes smag, men Danbo sælges kun i ringe omfang i andre lande.

Danbo fremstilles af mindre mejerier som Them Andelsmejeri, der blev forsøgt fusioneret ind i Arla Foods i 2025, idet fusionen dog blev opgivet i 2026 , Thise Mejeri, Mammen Mejeri, Jernved Mejeri, Nørup Mejeri og i større udstrækning af Arla Foods på Taulov Mejeri. Tidligere blev Danbo også produceret på Asaa Andelsmejeri og på Arlas Tistrup Mejeri. Tistrup var fra 1883 og et af Danmarks ældste andelsmejerier og oprindeligt et smørmejeri, der dog fra 1960 primært producerede ost. Arla Foods meddelte i 2024, at Tistrup Mejeri fra 2026 ophørte med sin virksomhed.

På Taulov Mejeri fremstilles Danbo som mærkevarerne Klovborg og Riberhus. Ostene fremstilles 25 kg store og overtrukne med ostekit for at fremme de aflange ostes modning.

Lagring af Danbo

Danbo modner fra overfladen ved påsmøring af ostekit. Ostemælken til Riberhus tilsættes en starterkultur, der stammer fra mejerier i Ribe og fra det gamle Tistrup Andelsmejeri, og som angiveligt er over 40 år gammel.

Lagringen bestemmer ostenes lugt og smag. Danbo lagres mellem 6 til 52 uger. En mellemlagret Klovborg modnes i 9 uger.

Danbo sælges både opskåret i stykker og opskåret i skiver.

Historien bag Danbo

Ostetypen, der senere blev til Danbo, blev fremstillet første gang i 1897 på Kirkeby Mejeri som en efterligning af den russiske ost stepnoj. Oprindelig blev den kaldt Russisk Steppeost eller blot Steppeost.

Navneskiftet til Danbo skete i 1952 som en følge af Stresa-konventionen.

Danbo blev BGB-certificeret i 2017 og må kun fremstilles i Danmark.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig