Bode-diagram er i elektronikken et kurvesæt, som viser forstærkning og fasedrejning som funktion af frekvens. Bode-diagrammet benyttes til at dimensionere modkobling, som er af grundlæggende betydning for elektronisk forstærkning og automatisk regulering.
Faktaboks
- Etymologi
-
Bode-diagrammet er opkaldt efter den amerikanske elektroingeniør Henrik Wade Bode (1905-1982).
Kurverne viser størrelse og fase af udgangssignal i forhold til indgangssignal for et lineært system. Modkobles for kraftigt, vil der kunne opstå ustabilitet. Optegnes Bode-diagrammet for et stabilt system uden modkobling (åben sløjfe-karakteristik), fremgår det, hvor langt det modkoblede system vil være fra sin stabilitetsgrænse. Ved en faserejning på 180 grader og en amplitude på én er systemet på grænsen til ustabilitet.
Bode beviste i 1940, at der med få undtagelser er en entydig sammenhæng mellem kurverne for størrelse (amplitude) og fase. Dette er et grundlæggende resultat, som har haft en væsentlig betydning inden for elektronik og automatisering.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.