Bernstorff Slot

Bernstorff havde dermed gennemført Danmarks første udskiftning. Hans nye hovedbygning fik en tilsvarende aktualitet. Med centraladministrationens vækst i 1700-tallets anden halvdel blev det almindeligt at kombinere en funktion som godsejer med et administrativt embede. Det betød, at et stigende antal godser blev drevet af forvaltere, mens godsets ejere kun kom, når de havde fri fra deres kontorjob. De ville derfor helst have hovedbygninger af en overskuelig størrelse, placeret i en god afstand fra avlsgården med dens mange sanseindtryk. Bernstorffs hovedbygning opfyldte netop disse kriterier, og den blev efterlignet på en lang række herregårde som eksempelvis Juelsberg, Krengerup, Hagenskov og Langesø på Fyn og Corselitze på Falster.

Bernstorffs hovedbygning er et klassisk eksempel på den landlige lystbeboelse, som havde udviklet sig fra romertiden over 1500-tallet med blandt andet Andrea Palladios villaer og til rokokoens Frankrig, hvor J.F. Blondel i 1737-1738 udgav et tobindsværk om landsteder. Der er endog en meget nær parallel mellem Bernstorffs hovedbygning og Blondels prototype på et landsted, idet der i begge tilfælde er tale om et rektangulært hus med et indgangsparti midt på den ene langside og en halvcirkulært fremspringende havesal midt på den anden. Den fremspringende havesal er interessant, for den var knyttet til rokokoen og var faktisk gået af mode, da Bernstorff begyndte at bygge i 1759. Den ses heller ikke på arkitektens første udkast, og den må altså være kommet med, fordi bygherren ønskede den. Da det nu blev godtgjort, at den også kunne bruges i et nyklassicistisk hus, fik den til gengæld en ny, 50 år lang opblomstringstid i dansk arkitektur.

Da Bernstorff i 1765 tog sin nye bygning i brug, stod den i to etager over kælderen og med valmtag afgrænset af en brystning med vaser samt over hovedindgangen Bernstorffs våbenhus. Som det stadig er tilfældet, var midt- og endepartierne refendfugede og indgangspartiet yderligere fremhævet med festonomhængte blændinger og en kraftig dørindfatning med indskriften ”Honesto inter labores otio sacrum” (helliget fortjent hvile mellem arbejdstimerne). Indvendigt var huset opdelt, så værelserne omkring vestibulen mod gården havde en mere officiel funktion og værelserne omkring den fremspringende sal mod haven havde en mere privat. Mens hovedtrappen blev placeret ved siden af vestibulen, blev de sekundære trapper til især tjenerskabet lagt i husets gavle, så trapperummene samtidig kunne beskytte det højtbeliggende hus for den værste vind. Store dele af de oprindelige interiører er fortsat bevaret i form af blandt andet kaminer, dørstykker og stukarbejder.

Bernstorffs have, som også blev anlagt af Jardin, optog de tidligere engstrækningers karakter og kom til at bestå af store græssletter med naturligt fald og en spredt bevoksning. Både ejerfamilien og husvennen Joachim Wasserschlebe interesserede sig for havedyrkning, og haveteoretikeren C.C.L. Hirschfeld beskrev i 1780, hvordan huset havde et vidunderligt udsyn over skov og bælt, mark og by, og en have, hvori der groede talrige eksotiske vækster. Et bevaret bindingsværkshus fra 1700-tallet i nærheden af den gamle fasangård siges at have været brugt af Wasserschlebe. Det er i dag rammen om caféen Dronning Louises Tehus. En sandstensfigur af tavshedens gud Harpokrates, udført af Johannes Wiedewelt og anbragt foran hovedbygningen, er i dag erstattet af en bronzestatue af J.H.E. Bernstorffs nevø A.P. Bernstorff, udført af Andreas Paulsen i 1904.

I 1854-1906 tjente Bernstorff slot som kongelig sommerresidens. Christian 9. blev med god grund betegnet som Europas svigerfar, og et af hans børnebørn, prins Erik, beskrev siden hen, hvordan ”alle de lydige Børn – hvoraf en hel Stribe Majestæter” sad omkring morgenbordet på Bernstorff Slot og spiste øllebrød. I parken havde Jørgen Hansen Koch opført to portpartier, og fra 1866 til 1897 byggede Ferdinand Meldahl den såkaldte Kavalérgård ud til indkørslen fra Jægersborg Allé. Den gamle avlsgård blev nybygget og i 1880’erne suppleret med en gartnerbolig udformet som et schweizerhus samt et vandtårn. Ved den nordiske industri-, landbrugs- og kunstindustriudstilling i 1888 forelskede dronning Louise sig så meget i et gulmalet, toetages træhus bygget af snedkerfirmaet Eckman i Stockholm, at hun købte det og fik det opstillet i Bernstorff Slotspark, hvor det nu bruges til kunstudstillinger.

I 1906-1939 blev slottet brugt af prins Valdemar og prinsesse Marie. Herefter blev det befalingsmandsskole for Beredskabsstyrelsen (tidl. Civilforsvaret). Siden 2009 er slottet blevet udlejet som hotel- og konferencecenter. Med anlæggelsen af en ridebane for Sportsrideklubben i parken 1941 blev det nødvendigt at give offentlig adgang til dette område, og allerede fire år senere blev tilladelsen udstrakt til hele parken. Den tjener i dag som en velbesøgt hundeskov.