Australiens geologi

Den vestligste del består af et 3500-2500 mio. år gammelt grundfjeldsskjold opbygget af flere kratoner. Det er meget gammelt skorpemateriale af forskellig alder, bl.a. Pilbera- og Yilgarn-kratonerne, kendt for kvartsbåndede jernmalme og grønstensbælter med guldmineraliseringer. Grønstensbælterne er gamle, prækambriske foldebælter med omdannede sedimenter og vulkanitter, der har svejset kratonerne sammen.

I Yngre Prækambrium (2500-540 mio. år) blev flere kratoner mod øst ved kontinentaldrift føjet til dette grundfjeldsskjold, bl.a. Kimberley-kratonet, Mt. Isa-kratonet med bly-, zink-, sølv- og især kobbermalme samt Willyama-kratonet med nogle meget rige sulfidmineralforekomster i Broken Hill. 700 mio. år gamle sandstensaflejringer i Sydaustralien indeholder fossiler af de allertidligste flercellede organismer, den såkaldte Ediacara-fauna.

Kratonerne blev senere delvis overlejret af flere yngre sedimentbassiner, fx Canningbassinet og Amadeusbassinet, der senere er blevet svagt foldet under dannelsen af karakteristisk lange sandstensrygge. Uluru og Kata Tjuta i Centralaustralien er erosionsrester af sådanne rygge.

Øst for Den Tasmanske Linje er Australien gennem Palæozoikum vokset mod øst, ved at tykke lag af sand, ler og kalk i flere omgange er aflejret i marine bassiner langs den daværende pladegrænse. Aflejringerne er derefter foldet op ledsaget af vulkansk aktivitet. De ældste af disse bjergarter er af kambrisk-ordovicisk alder (540-430 mio. år) og findes i Lachland-foldebæltet; de yngste, der er fra Perm (knap 300 mio. år), findes i New England-foldebæltet. Foldebælterne er senere blevet delvis dækket af yngre sedimentbassiner, bl.a. Sydneybassinet (ved bl.a. Newcastle), kendt for brydning af kul, og af Eromangabassinet, kendt for opal.

I perioden fra mellemste Jura til slutningen af Kridt (160-65 mio. år) udvikledes riftzoner først i den vestlige og senere også i den østlige del af kontinentet, som indtil da var en del af Gondwanaland. For 120 mio. år siden blev Indien revet løs fra Australien. I slutningen af Kridt blev Antarktis ved en oceanbundsspredning skilt fra. Midt i Tertiær fjernede New Zealand sig ligeledes ved oceanbundsspredning, hvorved Tasmanhavet blev dannet. Samtidig trængte havet ind i det nuværende Bass Strait og adskilte Tasmanien fra hovedlandet. I Bass Strait udvindes i dag olie. I Tertiær dannedes det sydlige og østlige australske højland ved landhævning, samtidig med at store områder i Queensland og New South Wales blev dækket af basalt i forbindelse med vulkansk aktivitet. På shelfen ud for Queensland begyndte opbygningen af Great Barrier Reef i Oligocæn for 25 mio. år siden.

Bjergkædefoldninger har været moderate siden Sen Palæozoikum, og den sidste store nedisning af hele kontinentet fandt sted i overgangen mellem Karbon og Perm. De yngste sedimentdækker, som bl.a. indeholder rester af dinosaurer, er således relativt uforstyrrede, og flere gamle landskabsoverflader kan identificeres. Den langvarige forvitring har ført til dannelsen af en meget gammel og tyk forvitret jordbund, regolit, med de røde jorde laterit og bauxit.

• Australien