Kirken San Francisco de Chiu Chiu ligger i landsbyen af samme navn omkring 30 km øst for byen Calama i Atacama.

Atacama er en ørken, som strækker sig i et ca. 100 km bredt bælte langs Sydamerikas vestkyst i det nordlige Chile og sydligste Peru. Det er en ekstremt nedbørsfattig ørken, og i Arica i Nordchile er der kun registreret ganske få byger i løbet af 1900-tallet.

Ved Chiclayo i det sydlige Peru finder man resterne af nogle af de tidligste højkulturer i Amerika: Túcumepyramiderne.

Klima

Det tørre klima i Atacama skyldes dels Andesbjergene, der giver regnlæ for østlige vinde, dels den meget kolde Humboldtstrøm, som afkøler vindene fra Stillehavet. De kolde havvinde danner ofte tåge, men regn forekommer uhyre sjældent.

Klimaet har givet mulighed for dannelsen af store nitratforekomster, hvilket var en af baggrundene for den såkaldte Salpeterkrig (1879-1883), som gjorde størstedelen af Atacama chilensk.

Mineralforekomster

Atacamit fra La Farola-minen på Cerro Pintado i Chile. Det grønne kobbermineral har navn efter Atacama, hvor det blev fundet for første gang i 1802. Siden er det fundet flere andre steder i verden.

Ørkenen, der består af nitratholdige jorder oven på granitter, kalksten og skifre, er netop berømt for sine nitratforekomster, om end der også findes mindre mængder af jod, bor, perklorat, natriumsulfat og lithium.

Nitratmineralerne findes i et 40 km bredt og 700 km langt bælte langs den østlige side af kystbjergene. De findes som alluvial type, hvori saltmineralerne sammenkitter jorden, eller som imprægneringer i årer og i uregelmæssige partier i porøse eller opsprækkede bjergarter.

Malmen, der kaldes for "caliche", findes som 1-3 m tykke lag med 8-15 % NaNO3. En malm indeholder normalt 7-10 % NaNO3, 4-10 % NaCl, 10-20 % Na2SO4, 2-7 % Mg, Ca, K, Br og I samt 1-2 % H2O.

Nitratforekomsterne er dannet ved en kombination af klima og tid, da ørkenen har eksisteret siden Miocæn (for ca. 30 millioner år siden). Mineralerne er dannet ved en kombination af organisk materiale (nitrat), havvandssprøjt fra Stillehavet (jod og NaCl) og vulkansk aktivitet (SO2, borat), mens perklorat er dannet fra klor og ozon. Disse naturlige aflejringer var i 1920'erne verdens væsentligste nitratkilde, men siden er andelen faldet drastisk. Nitratforekomsterne dækker i dag blot 0,3 % af verdens nitratforbrug, da langt størstedelen af dette er syntetisk fremstillet; brydningen er kun rentabel i kraft af biprodukter som jod, bor og natriumsulfat. Et kobbermineral, atacamit, er opkaldt efter området.

Meteoritter

European Southern Observatory på Cerro Paranal i Atacama, Chile.

Mere end 25 forskellige jernmeteoritter er fundet i Atacama. De usædvanlig hyppige fund af meteoritter i området skyldes gode bevaringsforhold på den ørkenagtige højslette og en intensiv prospektering efter sølv, kobber og salpeter. Danske ekspeditioner har kortlagt og indsamlet meteoritter i det nordlige Chile fra Monturaqui (et meteorkrater, 370 m i diameter) og fra lokaliteterne Imilac (pallasit) samt Vaca Muerta (mesosiderit).

Astronomiske observatorier

På grund af højden og den tørre luft er Atacamaørkenen et af de bedste steder på Jorden at placere astronomiske observatorier. European Southern Observatory er placeret på bjergtoppene La Silla og Cerro Paranal.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig