Adeler

Af hans børn gik Cort Sivertsen (1622-1675) i 1637 i nederlandsk flådetjeneste, hvor han avancerede til løjtnant. I 1648 gik han i venetiansk tjeneste og deltog i de næste 12 år i krigen mod osmannerne, hvor han viste sig som en fremragende sømand og kriger. Han deltog i adskillige søslag, bl.a. i 1657 i et stort slag mod osmannerne mellem Dardanellerne og Tenedos. Han fik af venetianske admiraler adskillige udmærkelsestegn på udvist tapperhed og dygtighed. Han blev i 1658 ridder af Sankt Markus-ordenen, en orden, som ellers kun var forbeholdt venetianske adelsmænd. I 1659 udnævntes han til venetiansk viceadmiral.

I 1660 tog han sin afsked af venetiansk tjeneste, rejste til Nederlandene og antog i 1662 navnet Adelaer ved ægteskabet med Anna Pelt (1640-1692) af et rigt hollandsk handelshus. Han blev samme år af kong Frederik 3. kaldt til Danmark, hvor han i 1663 blev udnævnt til generaladmiral, og han opbyggede derefter den danske flåde. I 1666 blev han optaget i adelig stand med navnet Adelaer og i 1671 blev han hvid ridder. Han arbejdede fra 1670 som direktør for Det Ostindiske Kompagni ihærdigt for den dansk-norske handel på Ostindien. Ved krigens udbrud i 1675 fik han overkommandoen over den udrustede flåde, men blev på vej ud i Østersøen i oktober samme år ramt af en epidemi på sit skib og måtte i begyndelsen af november afgive kommandoen til admiral Niels Iuel. Han blev bragt i land og ført til sit hus på Christianshavn, hvor han døde få dage efter. I Norge ejede han godserne Gimsø Kloster og Bratsberg (1666-1675), der efter hans død overgik til hustruen Anna Pelt.

Cort Sivertsen havde i et første ægteskab, indgået o. 1647, med hollandske Engeltje Sijverts sønnen Sivert Cortsen Adelaer (1647-1683). Han gik den sømilitære vej, deltog i 1667 som chef for fregatten Duisburg i krigen med England. Efter fredsslutningen samme år kom han tilbage til Danmark, for året efter, i 1668, som chef for fregatten Færøe at sejle til Trankebar for at genoplive handelsforbindelsen, hvilket lykkedes for ham. Efter hjemkomsten i 1670 blev han herfor udnævnt til schoutbynacht (kaptajn). I 1673 blev han udnævnt til kommandant på Dansborg, fik titel af indisk råd og afrejste atter til Ostindien. På hjemrejsen til Danmark i 1683 døde han ombord på skibet Den flyvende Ulv på havet ved Kap det gode Håbs forbjerg.

Cort Adelaers eneste søn med Anna Pelt var Friderich Christian Adelaer (1668-1726). Efter en omhyggelig opdragelse foretog han 1687-1690 den for unge adelsmænd obligatoriske dannelsesrejse i Europa. Efter hjemkomsten i 1690 blev han udnævnt til kammerjunker og i 1700 til etatsråd. I 1694 blev han assessor i højesteret, 1699-1712 deputeret i land- og søetatens kommissariat og 1712-1714 deputeret i søetaten. Han ledsagede i 1704 kong Frederik 4. til Norge. Under Den store nordiske Krig var Adelaer medlem af Slotsloven, hvor han med mod og handlekraft ofte var med til at tage afgørende beslutninger om krigsførelsen. 1711-1712 fulgte han flåden som krigskommissær. Hvid ridder blev han i 1712. I 1713 blev han gehejmeråd og blev samme år 1. deputeret for finanserne. Han blev udnævnt i 1717 til stiftsbefalingsmand over Sjællands Stift og amtmand over Roskilde og Tryggevælde Amter, men trak sig tilbage i 1721 på grund af dårligt helbred.

Adelaer arvede efter sin mor det fædrene gods Gimsø Kloster og Bratsberg i Norge og blev ganske velhavende. I 1694 købte han på fordelagtige vilkår Dragsholm af den portugisiske jøde Manuel Texeira. Godset bestod da kun af bøndergodset i de nærmeste sogne og af kongetiender af fire kirker. Han ægtede samme år Henrietta Margrethe von Lente (1676-1703), en datter af hertugdømmernes kansler Johann Hugo von Lente til Fresenburg og Margrethe von Bornefeldt, som bragte ham en betydelig medgift. Det gjorde ægteparret i stand til at bringe Dragsholm, der var i en miserabel forfatning, på fode efter svenskekrigenes hærgninger. Der skete en gennemgribende renovering af hovedbygningen, som blev omformet til et herresæde i tidens stil, enkelt udstyret, men ejendommeligt og virkningsfuldt i hovedlinjerne.

Også godset blev genoprejst af ruinerne, idet Adelaer opnåede sædegårdsfrihed for ejendommen. På bøndergodset genrejstes fæstegårdene, og ejendommen blev øget og afrundet ved køb af kirketiender samt bøndergods og møller. I 1719 købte han Sæbygaard, som han året efter skødede til sin svigersøn Lars Benzon (1687-1741). I 1720 købte Adelaer den nyligt oprettede hovedgård Egemarke. Adeler tilbragte de sidste år af sit liv i faderens gård på Christianshavn, hvor han døde i 1726. Fra dem nedstammer alle slægtens senere, nu uddøde grene samt den endnu levende, men fåtallige friherrelige gren de Adeler i Argentina og USA.

Stiftsbefalingsmand Friderich Christian Adelaers ældste overlevende søn med Henrietta Margrethe von Lente var Christian Adelaer (1699-1757). Efter endt udlandsrejse 1722-1726 med to brødre til Tyskland, Nederlandene, England, Frankrig og Italien blev han i 1718 volontør ved Livgarden til Fods og i 1721 kammerjunker hos kong Frederik 4.

I 1727 fik han kgl. patent på navnet og våbenet Lenthe af Adelaer, idet han havde arvet Det lenteske Fideikommis efter hans morfars bror, gehejmeråd Christian Lente. I 1735 blev han etatsråd, i 1747 konferensråd. Han var ugift og indsatte derfor ved testamente af 1755 sin bror Theodore Adelaer (1702-1767) til arving af Det lenteske Fideikommis, navn og våben.

Han overtog ved faderens død i 1727 Dragsholm med tilliggende. Han indrettede i 1731 en kirke i hovedbygningens nordfløj, hvor der siden er holdt gudstjeneste i det enkelt udstyrede kirkerum. I kirken hænger som eneste inventar efter slægten Adeler på Dragsholm et pragtfuldt portræt af Cort Sivertsen Adeler. Han bestemte i nævnte testamente af 1755, at Dragsholm skulle oprettes til et stamhus med navnet Adelersborg, og at stamhuset skulle tilfalde hans brorsøn Conrad Wilhelm Adeler, senere baron von Adeler (1739-1785).

Stiftsbefalingsmand Friderich Christian Adelaers tredje søn med Henrietta Margrethe von Lente var Friderich Adelaer (1700-1766). Han foretog 1722-1726 med to af sine brødre den obligatoriske uddannelsesrejse. Han blev i 1726 kammerjunker hos dronning Anna Sophia. I 1727 blev han amtmand over Kalundborg, Sæbygaard, Dragsholm og Holbæk Amter, men kom i 1751 til Norge, hvor han blev stiftamtmand over Kristianssand Stift og amtmand i Nedenæs og Råbygdelaget. Han blev i 1727 etatsråd, 1740 konferensråd, 1749 hvid ridder og 1760 gehejmeråd. Han skal ikke have været en fremtrædende personlighed, mens hans hustru, Anna Beata Rosenkrantz (1707-1777) havde ry for klogskab og var afholdt i vide kredse. Hun var en datter af justitsråd Jørgen Rosenkrantz til Roseneje og Maria Elisabeth de Roklenge og flyttede i 1767 som enke til Gimsø Kloster.

Adelaer arvede efter faderen Gimsø Kloster, Bratsberg og Egemarke. Han købte i 1727 Gundetved og i 1728 landsbyen Algestrup. I 1756 oprettede han af denne landsbygården Algestrup. Efter han var rejst til Norge i 1751, overdrog han Algestrup og Egemarke til sin svigersøn, karakteriseret generalmajor Helm Gotthardt von Barner (1713-1775) til stamhuset Barnersborg, som var gift med hans datter Lovise Christiana Magdalena Charlotta (1730-1759).

Det blev Friderich Adelaer, som fortsatte slægten. Hans efterkommere skrev sig eller blev fra o. 1735 døbt med navnet Adeler. Hans ældste overlevende søn, Friderich Georg Adeler (1736-1810), blev en af de få adelsmænd på den tid, som havde både en dansk og en norsk tilknytning. Hans sociale position sikrede ham høje embeder, men hans embedsførelse var omstridt. Hans livsstil var aristokratisk.

Han gik først den militære vej. Han blev i 1755 kaptajn, kom året efter til 2. Vesterlandske Regiment, hvor han i 1761 blev karakteriseret major. Efter at have taget sin afsked fra hæren i 1764, blev han samme år amtmand over Bratsberg Amt. Han arvede i 1766 efter faderen Gimsø Kloster og Bratsberg. Gimsø Kloster var en forsømt gård, som han efterhånden fik bragt på god fod. I 1769 blev han udnævnt til kammerherre, og i 1773 blev han hvid ridder. Sin sociale indstilling viste han ved i 1774 at oprette en skole for almuens børn på Gimsø Kloster og i 1790 en skole på Bratsberg.

I 1771 blev Adeler mod sin vilje forflyttet til Lister og Mandals Amt, da regeringen ikke kunne billige, at han var amtmand i det amt, hvor hans ejendomme lå. Han kom dog imidlertid efter ansøgning allerede i 1773 tilbage til Bratsberg Amt, hvor han efter den store ildebrand i Skien i november 1777 vandt stor popularitet ved sin store godgørenhed mod de brandlidte. Tidligere samme år var han blevet hvid ridder, og i 1781 blev han stiftamtmand i Christianssand.

I 1800 solgte Adeler Gimsø Klosters jord- og skovejendomme i Øvre Telemark samt diverse savværker, tomter med videre i Solum og Skien. Salget skyldtes måske økonomiske problemer til trods for gode konjunkturer.

I 1786 klagede bønderne i Fjære og Froland over, at Adeler som stiftamtmand tillod sig for stor luksus, 16 heste til lands, 16 rorsfolk til vands. Da Christian Lofthuus ledede en stor bondedelegation til København for at klage, sendte Adeler i oktober samme år en redegørelse til Danske Kancelli om uroligheder på Agder. Regeringen gav herefter ordre om, at Lofthuus skulle arresteres og fængsles, hvilket skete i 1787. I København var man dog utilfreds med hans fremgangsmåde i denne sag, og han mistede derfor i 1788 sit embede som stiftamtmand.

Adeler blev gift første gang i 1762 med Juliane Ernestina de Cicignon (1744-1799), fra hvem han blev separeret i 1785. Hun var datter af stiftsbefalingsmand, generalmajor Ulrich Friderich de Cicignon og Nicoline Antonette von Brüggemann. Anden gang blev han gift i 1796 med Caroline Rudolphine Schubart (1760-1798), en datter af deputeret, oberstløjtnant Carl Rudolph Schubart og Inger Løvenskiold.

I sit første og ulykkelige ægteskab havde han sønnen, Anton Beatus Adeler (1767-1843). Denne søn, som blev kammerjunker og sidste mand af slægten i Norge, var svag på sjæl og legeme. Faderen tog retslige skridt for at få sønnen erklæret umyndig og testamenterede sine to godser til sin danske brorsøn, baron Friderich von Adeler (1764-1816) til baroniet Adelersborg mod udbetaling af en livrente til sønnen. Store værdier kom herved til Danmark.

En anden søn af stiftamtmand Friderich Christian Adelaer (1700-1766) og Anna Beata Rosenkrantz (1707-1777) var Conrad Wilhelm Adeler (1739-1785). Efter farbroderen, Christian Lenthe af Adelaers (1699-1757) død tilfaldt stamhuset Adelersborg ham. Ved et større mageskifte med kronen, der først faldt på plads i 1790, og ved at købe en del bedre beliggende fæstegårde og huse i Fårevejle, Hørve og Vallekilde, var vejen banet til oprettelsen af et baroni. Stamhusbesidderen blev i 1784 ophøjet i friherrelig stand med navnet von Adeler, men allerede året efter døde han i sin vogn på vejen til Lundbæk, der tilhørte hans anden hustru, Christiane Dorothea Mohrsen (1750-1789) og hendes søn af første ægteskab.

Baron Conrad Wilhelm von Adelers (1739-1785) eneste barn af første ægteskab med Uldrice Heleene de Cicignon (1741-1781), baron Friderich von Adeler (1764-1816) var først hofjunker, dernæst kammerjunker og blev i 1792 kammerherre. 1790-1796 var han kommitteret i generaltoldkammeret. I 1802 blev han stiftamtmand i Trondhjem, i 1804 amtmand i Holbæk, i samme år hvid ridder, og i 1808 stiftamtmand i Fyn. I 1809 blev han gehejmeråd og overpræsident i København.

Stamhuset Adelersborg tilfaldt ham i 1785 efter faderens død, og få måneder efter i samme år blev baroniet Adelersborg oprettet. Han var travlt optaget af sin gerning som amtmand, stiftamtmand og til sidst overpræsident i København, men formåede alligevel at få bøndergodset udskiftet, gårdene delvis udflyttede og skovene bragt under kultur.

Da han kun havde en datter, opnåede han kgl. tilladelse til i 1810 at substituere baroniet med en fideikommiskapital, Det friherrelige adelerske Fideikommis, der skulle indestå i Adelersborg, som han overtog som et allodialgods.

Efter hans pludselige død i 1816 blev Adelersborg med gods og gård overtaget af hans enke, baronesse Bertha von Adeler, født komtesse Moltke (1767-1846), en datter af overhofmarskal Adam Gottlob greve Moltke til grevskabet Bregentved og Sophia Hedwig Raben. Hun ejede med ægtefællen Gimsø Kloster og Bratsberg, som hun solgte i 1823. Hun havde i 1820 købt Benzonslund (Dønnerup) og fik i 1843 ophøjet Adelersborg og Benzonslund til et baroni Adelersborg for sin datterdatter Bertha Frederikke Henriette Løvenskiold (1814-1874) og hendes ægtefælle, daværende løjtnant Georg Frederik Otto von Zytphen (1810-1878). Han blev i 1838 optaget i den danske adelsstand med navnet friherre Zytphen-Adeler, og i hans våben indgik det friherrelige adelerske våben (men med en adelig krone). I 1843 blev han ophøjet i friherrelig stand. Han var en dygtig administrator af baroniet, og slægten ejede godset frem til 1932, da den valgte at sælge det efter den sidste lensbesidder, kammerherre Georg Frederik de Falsen baron Zytphen-Adelers død samme år. Baroniet Adelersborg var blevet fri ejendom ved lensafløsningen i 1921, der havde været hård ved godset, og efter 1932 splittedes det meste af jordtilliggendet.

Baron Conrad Wilhelm von Adelers (1739-1785) eneste barn med Christiane Dorothea Mohrsen, baron Christian Lente von Adeler (1784-1844), var bestemt til en karriere i militæret. Han endte i 1810 som ritmester, men blev herefter straks sat á la suite og afskediget i 1814. Han havde allerede år før forberedt sig til embedsvejen og blev i 1801 juridisk kandidat, dr.jur. i 1817. I 1811 blev han medlem af den Norske Providerings-Administration, senere af Opgørskommissionen med Norge. I 1820 blev han amtmand over Flensborg Amt, herefter blev han i 1829 amtmand over Travendal, Retwisch og Reinfeld Amter. Allerede i Flensborg lagde han sig ud med sine omgivelser. I Travendal udartede det sig til bitre stridigheder med befolkningen, og han blev ved den holstenske overret dømt til seks måneders fængsel. Dommen blev indanket for overappellationsretten i Kiel, der i 1843 fradømte ham embedet på grund af embedsmisbrug, ulydighed mod overrettens påbud og andre pligtskyldige forhold. Baron Lente von Adeler havde allerede da forladt landet og døde året efter.

Efter broderen, baron Friderich von Adelers død i 1816 overtog han Det friherrelige adelerske Fideikommis, og efter hans død hjemfaldt det som en art len til kongen.

Stiftamtmand Friderich Adelaer (1700-1766) havde med Anna Beata Rosenkrantz (1707-1777) endnu en søn, Theodorus Adeler (1747-1826). Han gik den sømilitære vej, blev i 1764 sekondløjtnant og i 1772 premierløjtnant i søetaten, men på grund af svageligt helbred fik han i 1774 sin afsked med kaptajns karakter og blev samme år kammerherre. Han købte i 1786 Sohngaardsholm ved Aalborg, hvor han påbegyndte store reformarbejder. Hoveriet blev afskaffet, næsten alt godset blev allerede i 1786 udskiftet og mange gårde derefter udflyttede. På hovedgården indgrøftede han engene, opbrød heden, besåede mange tønder land med roer og kartofler med videre. For sin indsats på dette område fik han i 1789 guldmedaljen Pro meritis.

Adeler solgte i 1805 Sohngaardsholm. Da var han allerede siden 1800 bosat i Frankrig, hvortil han var flyttet grundet et svageligt helbred. Året efter købte han godset Gromelle ved Avignon og fortsatte her i 20 år sine bestræbelser til landbrugets fremme og var meget yndet af befolkningen på grund af sin godgørenhed og hjælpsomhed. Adeler, som var en kundskabsrig mand, ejede en udmærket bogsamling. Ved en meget nøjsom levevis opnåede han, trods sit svagelige helbred, den høje alder af næsten 80 år. Han blev i 1775 gift med Friderica Ferdinandina Benzon (1754-1828), en datter af kaptajn, konferensråd Johannes Benzon til Sohngaardsholm og Friderica Sophia de With. Han fik i et forhold med Caritas Elisabeth Hildebrand Tøttrup (1764-1800) sønnen Friderich Adeler (1789-1868), som fulgte faderen til Frankrig og endte som fransk oberstløjtnant. Hans fåtallige, borgerlige efterkommere lever endnu i Frankrig.

Theodorus Adeler og Friderica Ferdinandina Benzon fik syv børn, hvoraf den ældste søn, senere baron Johannes Emil de Adeler (1777-1842), forblev i Danmark, mens den yngste søn, Caspar Hermann Adeler (1787-1855), og to døtre fulgte med forældrene til Frankrig.

Caspar Hermann Adeler var royalist og ivrede i 1814 for, at Bordeaux skulle tage imod kongedømme. Han blev samme år kaptajn i det kongelige hemmelige korps i Bordeaux. Han kæmpede i 1815 videre for kong Louis Philippe i den kongelige Infanterigarde og i Nationalgarden.

I 1823 købte Adeler godset og slottet Lamothe beliggende ved Ayguemorte i Gironde og solgte i 1829 med sine søskende faderens gods Gromelle. I årene 1836-1846 var han borgmester i Ayguemorte-les Graves.

Adeler blev gift første gang i 1825 med Clémentine de Morin (1803-1829), en datter af fransk écuyer Pierre Barthélémi de Morin, baron du Sendat til Château du Sendat og Jeanne Jacqueline Charlotte de Gervain de Roquepiquet, og fik med hende to børn, der døde som helt små. Dernæst giftede han sig i 1836 med Sophie de Génibrouse-Castelpers (1815-1883), en datter af fransk officer Jean Louis Marie Auguste greve de Génibrouse-Castelpers til Château de Monbardon og Maríe Anne Clémentine Louise de Ségla, og fik med hende fem døtre, som alle blev gift med franske adelsmænd. Han døde i 1855 på Lamothe som sidste mand af den ubetitlede gren. Helt uddøde denne gren på spindesiden med hans datter, Alix Catherine Josephine Adeler, gift de Léotard (1842-1923).

Det blev Theodorus Adelers (1747-1826) ældste søn med Friderica Ferdinandina Benzon, Johannes Emil Adeler (1777-1842), som blev den nærmere stamfar til den endnu levende, men fåtallige friherrelige slægt Adeler. Han blev i 1789 fændrik, deltog som sekondløjtnant 2. april 1801 i slaget på Rheden, hvor han efterfølgende fik Guldmedaljen af 2. April for tapperhed. Han foretog i årene derefter adskillige europæiske rejser. Han måtte i 1807 forlade hæren på grund af et svageligt helbred, i 1816 fik han endelig afsked fra hæren og udnævntes året efter til karakteriseret oberstløjtnant. I en kort årrække, 1810-1814, var han overtelegrafinspektør. I 1826 blev han ophøjet i friherrelig stand navnet de Adeler og med rang som lensbesiddende friherre.

Han købte i 1822 Høgholm og i 1835 Kattrup, som han i 1836 imidlertid gik konkurs med, hvorefter han resten af sit liv var bosat i Sorø.

Baron de Adeler blev i 1824 gift med Margrethe Sophia Wilhelmina von Bassewitz (1801-1883), en datter af mecklenburgsk generalløjtnant Otto von Bassewitz og Maria Ida Augusta von der Lühe, og de fik sønnen, baron Christian Hermann de Adeler (1828-1899). Han valgte den militære vej, deltog som sekondløjtnant i krigen 1849-1851, herunder i slaget 6. juli 1849 ved Fredericia, hvor han blev såret, ligeledes i krigen 1864 som kaptajn. Med hustruen Vilhelmine Theodora Bornemann (1825-1904), en datter af major Vilhelm Thøger Bornemann og Anna Magdalene Eggers, havde han sønnen, baron Christian Herman de Adeler (1865-1938), som var fuldmægtig og ekspeditionssekretær i Københavns Magistrat. I sit ægteskab med Ingeborg Ravn, en datter af generalmajor Johan Theodor Ravn og Birgitha Wilhelmine Caroline Friess, havde de sønnen baron Holger de Adeler (1902-1979), der uddannede sig som ingeniør og til sidst var afdelingsingeniør hos Dansk Brandværnskomité. Han døde barnløs og var dermed sidste mand af denne friherrelige gren i Danmark.

Derimod lever endnu få medlemmer af denne gren i Argentina og USA, idet baron Johannes Emil de Adelers (1777-1842) sønnesøn, baron Johannes Emil de Adeler (1872-1910) i 1887 udvandrede til Argentina, hvor han blev godsinspektør og senere nedsatte sig som grosserer. Her lever slægten endnu, om end fåtallig, et enkelt medlem med to døtre lever i USA. Slægten vil om føje år uddø, idet der ikke er sønner til at fortsætte den.

En fjerde søn af stiftsbefalingsmand Friderich Christian Adelaer (1668-1726) og Henrietta Margrethe von Lente (1676-1703) var Theodore Adelaer (1702-1767). Han blev i 1752 hvid ridder og i 1760 gehejmeråd. Han var 1736-1764 amtmand over Nyborg og Tranekær Amter. Ifølge sin bror, Christian Lenthe af Adelaers (1699-1757) testamente af 1755 fik han i 1758 kgl. patent på navnet og våbenet Lente af Adeler. Han ægtede i 1727 hofdame Leopoldina Cathrine Rosenkrantz (1710-1768), en datter af justitsråd Jørgen Rosenkrantz til Roseneje og Maria Elisabeth de Roklenge.

Adelaer købte i 1730 Lykkesholm på Fyn. Trods de dårlige tider for landbruget forstod han at ophjælpe godset. Bønderne fik afslag i deres afgifter, enkelte gårde tilkøbtes, og på hovedgården udførtes afvandingsarbejder, skovene blev passet med særlig omhu, der blev sat stengærder, og haven blev udvidet uden for voldgravene. Ægteparret har formentlig holdt af at bo på Lykkesholm. De fik 12 børn, heraf blev ti børn født og tre børn gift på gården. Efter enkens død i 1768 solgte arvingerne i det følgende år Lykkesholm.

Deres søn, Conrad Lente af Adeler (1732-1804), var oprindelig ikke bestemt til at skulle gå den militære vej og indtrådte først som 23-årig i hæren. Han havde dog anlæg for tjenesten, så han allerede tre år efter, i 1758, var ritmester og i 1762 major i Det holstenske Kyrasserregiment. I 1774 blev han som oberstløjtnant forsat til Fynske Regiment Ryttere, senere Fynske Dragonregiment, i 1783 blev han oberst og 1789 generalmajor og chef for regimentet. Allerede ved udgangen af året forlod han regimentet for dernæst at tage sæde som deputeret i Generalitets- og Kommissariatskollegiet, hvor han forblev, indtil han i 1803 blev afskediget med generalløjtnants karakter.

Lente af Adeler nød anseelse som en praktisk dygtig kavalleriofficer, men som deputeret gjorde han sig ikke videre gældende, hvilket dog mindre tilskrives hans mangel på administrativ evne end hans beskedne væsen. Han blev i 1774 kammerherre og i 1792 hvid ridder. Han døde ugift i 1804, og med ham uddøde i mandslinjen endnu en gren med navnet Lente af Adeler.

• Cort Adeler
• G.F.O. Zytphen-Adeler
• Adelersborg
• Dragsholm