Mirakel, (lat. miraculum 'det, der er genstand for undren', af mirari 'undre sig')
Ved et mirakel forstår man en underfuld begivenhed, typisk i form af overnaturlige kræfters eller en guddommelig magts indgriben i naturen. Hvis noget forekommer at være i modstrid med naturlovene taler man derfor om et mirakel.
Religionshistorisk set er mirakeltro et udbredt fænomen. En henvisning til mirakler er med til at understøtte en persons eller en institutions religiøse autoritet. Det gælder fx i et stammesamfund, hvor en shamans status hænger sammen med vedkommendes evne til at udvirke mirakler.
Mirakeltro har ofte et folkereligiøst præg i forskellige religioner, hvor en præstelig elite forholder sig mere skeptisk. Buddha peger fx på mirakler som lægfolkets uoplyste, men dog gavnlige, måde at forstå tilværelsens sammenhæng på. Således optræder der i Buddhalegenderne en række mirakler, fx standsning af Solens gang, der først og fremmest har en pædagogisk karakter, men som bag den umiddelbare handling drejer sig om meditationens ophævelse af tiden. I Koranen tillægges Muhammed ikke en evne til at udføre mirakler, men i den folkelige tradition er han forbundet med forskellige ekstraordinære evner og gerninger.
Den evangeliske overlevering om Jesus rummer flere mirakelfortællinger, fx helbredelser, bespisningsundere og dødeopvækkelser. Troen på mirakler lever fortsat i den katolske kirke, men en særlig kommission skal dog først godkende rapporterede mirakler ud fra den præmis, at der er tale om begivenheder, som ikke kan forklares af naturlig vej. Hvis det tilsvarende anerkendes af kirken, at en person har udført mirakler, kan det føre til vedkommendes helgenkåring. Som regel vil dette først ske efter personens død. I de protestantiske kirker optræder troen på mirakler fortrinsvis i karismatiske kirkesamfund som fx pinsebevægelsen.
I det 17. århundrede var troen på mirakler og profeter, der talte på Guds vegne, stadig udbredt i de kristne kirkesamfund. Dog begyndte en filosof som Baruch Spinoza at fremstille disse opfattelser som overtro, og selvom han blev forkætret af kirken som ateist, bed kritikken sig mere og mere fast. I det 18. århundrede fulgte den skotske filosof David Hume op med en lignende kritik af mirakeltroen, og det blev efterhånden almindeligt at søge naturvidenskabelige forklaringer på hændelser, der tilsyneladende var overnaturlige.
I det 20. århundrede fremstillede Ludwig Wittgenstein opfattelsen af mirakler som del af en menneskelig livsform, hvor noget tillægges en ekstraordinær betydning og værdi. For ham drejede det sig ikke om, hvad et mirakel måtte være i sig selv, men om hvad mirakelbegrebet siger om menneskets måde at forholde sig til tilværelsen på.
Se videre i Den Store Danske