neuropsykologi

Neuropsykologien rækker som videnskabelig disciplin tilbage til lokalisationen af funktioner i hjernen, som begyndte med franskmanden Paul Brocas' påvisning af talecentret i 1861. Disciplinen blev afgrænset fra neurologi og andre neurovidenskaber efter 2. Verdenskrig, da det blev erkendt, at der var et behov for større viden i forbindelse med genoptræning af krigsveteraner med skudlæsioner i hjernen; i sin natur er neuropsykologien dog fortsat tværvidenskabelig.

I moderne neuropsykologiske studier sættes ændringer i udførelsen af forskellige typer af opgaver ofte i relation til komponenter i psykologiske modeller eller teorier om den normale kognitive funktion. Herved kan patienters vanskeligheder forstås og forklares.

Mønstre af skadede og intakte funktioner hos neurologiske patienter kan bruges til at drage konklusioner om organisationen af de normale, intakte kognitive processer. Der er dog mange mulige fejlkilder, når der drages slutninger om psykologiske funktioners lokalisation på grundlag af studier af hjernelæsioner. Resultaterne fra undersøgelser af patienter med hjerneskade sammenholdes derfor med resultater af både dyreforsøg og eksperimenter med PET hos normale forsøgspersoner under udførelsen af kognitive opgaver. På den måde opnås der en grafisk fremstilling af stofskifteaktiviteten eller blodgennemstrømningen i hjernen og dermed et indirekte mål for den neurale aktivitet, som er forbundet med personens handlinger, følelser og tanker under eksperimentet.

Kliniske neuropsykologer arbejder på neurologiske sygehusafdelinger og på genoptræningsinstitutioner med undersøgelse, rådgivning og behandling af patienter med hjerneskade, fx demens og følger af blodprop i hjernen.

Undersøgelserne omfatter typisk opgaver eller prøver til måling af hukommelse, perception, sprog, tænkning og andre former for kognitive funktioner. Disse prøver har en vis lighed med prøver for intelligens, men omfatter langt flere funktioner. Patienternes præstationer ved prøverne sammenlignes med normalværdier for raske personer med samme alder og uddannelse. Ofte er nogle funktioner skadede, mens andre er intakte. I disse tilfælde kan det konkluderes, hvilke dele af hjernen, der ikke fungerer normalt, hvilket kan have diagnostisk værdi. Mange patienter med hjerneskade har ikke selv muligheder for at erkende de vanskeligheder, som hjerneskaden medfører, og undersøgelsens resultater er derfor også vigtige for rådgivning og planlægning af genoptræning.

Der var tidligere en vis tilbageholdenhed, hvad angår mulighederne for genoptræning efter hjerneskade. Det blev antaget, at mulighederne var begrænsede, fordi tabte hjerneceller ikke gendannes. Bedring kan imidlertid ske inden for visse grænser, blandt andet ved reorganisering af funktionernes lokalisation, således at andre hjernestrukturer helt eller delvist kan overtage den tabte eller svækkede funktion. Denne reorganisering menes at være afhængig af aktivitet, dvs. træning. På denne baggrund tilbydes nu i stigende omfang neuropsykologisk genoptræning efter hjerneskade, især til yngre personer.

• neurologi
• demens
• Brocas center
• blodprop