L. Broberg

L. Broberg, Laurits Pedersen Broberg, 11.8.1859-6.10.1937, formand for FDBs bestyrelse, politiker. Født i Sjørslev, Viborg amt, død sst., begravet sst. Efter landbyskolen besøgte B. Sjørslev højskole i to vintre, og allerede 1881 fik han egen gård på 30 tdr. land i Sjørslev. I de følgende år kom han ind i ledelsen af lokale foretagender, var medstifter af det stedlige andelsmejeri og en tid formand for Sjørslev brugsforening, ligesom han 1894–1900 var medlem af sognerådet. I 1906 stillede han sig som venstremand i Randers landkreds mod P. Bjerre, men nåede ikke valg. S.å. valgtes han imidlertid til landstingsmand for 9. kreds. Under sin rigsdagsvirksomhed var han bl.a. medlem af finansudvalget (1910–13) og en tid formand for venstre i landstinget. På grund af landstingsvenstres forbeholdne stilling over for det i folketinget i samlingen 1912–13 vedtagne grundlovsforslag udmeldte B. sig af partiet og dannede en særlig gruppe sammen med Jørgen Berthelsen og N. Hansen der dog stod i valggruppe med venstre. Ved opløsningsvalget 1914 søgte han ikke genvalg. – Mere end den omtalte afvigelse fra landstingsgruppens standpunkt skyldtes hans beslutning om at forlade politik at han på dette tidspunkt indtog en fremtrædende plads i ledelsen af FDB. I 1898 var han valgt til repræsentantskabet, blev medlem af bestyrelsen 1902 og fik her hurtigt en fremtrædende plads. 1908 valgtes han til kontrollerende direktør, og i begyndelsen af 1914 efterfulgte han Severin Jørgensen som formand for FDBs bestyrelse. Denne post beklædte han til sin død i 1937. Som leder af FDB kom han naturligt ind i styrelsen af andre andelsselskaber, således Andelsudvalget hvis formand han blev 1929, og Nordisk andels-forbund som han var formand for 1918–33. B. var tillige bestyrelsesmedlem i Andelsbanken til dens lukning i 1925 og på ny i den s.å. omorganiserede Dansk andels- og folkebank (Andelsbanken). B.s styrke som leder inden for andelsbevægelsen var en solid indsigt parret med baggrund i og samhørighed med bevægelsens medlemsmæssige grundlag. Hertil føjede han en realitetssans og ønske om at se praktiske resultater der utvivlsomt også bidrog til hans udtræden af aktiv rigsdagspolitik, samt viljestyrke og en til stejlhed grænsende personlig myndighed. Efter Anders Nielsens fald stod B. som den naturlige lederskikkelse inden for dansk andelsbevægelse som han havde været det inden for brugsforeningerne fra 1914. Han bevarede sin position inden for bevægelsen til sin død, men i de seneste år betød alderen at hans egentlige betydning for udviklingen var i aftagen. – R. 1921. DM. 1928.